3 nye formater for journalistik

ModkraftMedierne er nødt til at nytænke deres arbejdsform og udvikle det journalistiske produkt. Her er tre modeller, de kan tage udgangspunkt i.

I gamle dage var der kun en måde at være skrivende journalist på; man skrev artiklen, udgav den, og så skyndte man sig videre til den næste opgave uden at se sig tilbage. Hvis historien udviklede sig, skrev man en ny artikel: Skriv, udgiv og glem.

Der var ikke andre måder at gøre det på, for man kunne ikke rette en artikel, når den først var trykt i avisen, men medierne har overført denne model stort set uændret til deres websteder, hvor den ikke fungerer.

De fleste historier er forældede kort efter udgivelsen, men de nye oplysninger bliver ikke føjet til historien, og fejl bliver ikke rettet. Historierne bliver dog liggende på webstederne, og nye læsere kommer til – ofte fra søgemaskiner – og læser artiklerne med alle deres fejl og mangler uden at være opmærksomme på udgivelsesdagen.

Stort set alle mediernes artikler har fejl eller forældede oplysninger. De har højst værdi i historisk perspektiv, og det er helt sikkert, at medierne dagligt fejlinformerer mange læsere med deres forældede artikler.

De kan så rette op på det værste ved at genudgive artiklerne med nye oplysninger, som Businessweek gjorde sidste år med artiklen: Blogs Will Change Your Business , fordi den tre år efter udgivelsen stadig fik mange besøg fra Google. Men det er en nødløsning, som blot understreger mediernes problem.

I de seneste par år er der opstået nye skriveformer, som drager fordel af nettets muligheder og bryder rammerne fuldstændig. Dem kan og bør medierne tage til sig. Her er de:

  1. Udgiv, skriv, rediger: Wikipedia er defineret som et leksikon men har vist sig meget velegnet til formidling af nyheder. Arbejdsprocessen er nærmest modsat den traditionelle journalistiske. Man udgiver en artikel med ganske få oplysninger, som det for eksempel skete under jordskælvet i Kina. Som nye oplysninger løber ind, skriver man videre på den allerede publicerede artikel. Den udvikler sig løbende, og rygter bliver erstattet af fakta, fejl bliver rettet, baggrund bliver tilføjet, og artiklen er hele tiden opdateret og så korrekt, som den kan blive med de tilgængelige oplysninger.

    Nye læsere kan komme til og få både overblik og den seneste udvikling. De behøver ikke – som hos medierne – at læse 10, 15 artikler, der ikke hænger sammen, har mange gentagelser, og for de flestes vedkommende er forældede.

    Ingen medier tilbyder noget tilsvarende. Når man søger på et af mediernes websteder, får man en lang række artikler med små brudstykker af historien, men ingen tilbyder et overblik. Medierne har alle oplysningerne, og de har skrevet hele historien, men det samlede resultat er ubrugeligt.

    Modellen har nogle klare fordele og er mediernes traditionelle model langt overlegen, men den lider af den skavank, at man skal læse den samme artikel igen og igen, hvis man vil følge en sag. Man kan ikke umiddelbart se, hvor der er rettet, siden man læste artiklen sidst, så nok får man hele historien og et godt overblik, men man kan ikke følge sagen, mens den udvikler sig. Det er her, næste model kommer ind.

  2. Skriv, skriv, skriv: Når en historie udvikler sig hurtigt, skal der også udgives hurtigt. Det skal gøres kort og præcist og uden for meget lyrik. Mikroblogtjenesten Twitter har vist sig meget velegnet til den slags. Man kan kun skrive 140 tegn – som kan sendes med SMS – men man kan opdatere hele tiden, og læserne kan følge en udvikling minut for minut. Denne metode blev benyttet af modkraft.dk under rydningen af ungdomshuset i København i 2007 – inden Twitter blev opfundet. Forsiden var en lang række korte opdateringer i omvendt kronologisk rækkefølge, hvor man løbende kunne følge udviklingen på Nørrebro. Der var desuden links til billeder, historier i andre medier og pressemeddelelser (se skærmbillede her).

    Det gik ligeså hurtigt, som den direkte transmission fra TV 2 News, og det var på mange måder bedre, fordi Modkraft havde observatører overalt, som ikke var hæmmede af tungt tv-udstyr og kunne rapportere med tekstmeddelelser og billeder fra deres mobiltelefoner.

    Ved at kombinere denne twitter-model med ovenstående wikipedia-model, får man langt bedre artikler, som både fungerer under og efter begivenhederne udspiller sig. Det kan så kombineres med den tredje model:

  3. Link, link, link: Den tredje nye journalistiske form er links. Ikke blot links indsat i artikler – det er en selvfølge i alle artikler – men udelukkende links. Modellen benyttes blandt andet af tjenesten Delicious under betegnelsen sociale bogmærker, hvor man deler sine links med andre. Journalister kan benytte samme metode og dele deres links med læserne, som mange bloggere i øvrigt gør. Gode links får læserne til at komme igen.

Disse tre arbejdsmetoder, rendyrket på henholdsvis Wikipedia, Twitter og Delicious, skal journalisterne tage til sig, eksperimentere med og kombinere til de finder den rette form. Ushahidi er et skridt i den rigtige retning. Fremtidens journalistik på nettet vil være en kombination af disse metoder – og måske noget vi ikke har set endnu. Den gamle skriv, udgiv og glem har derimod ingen fremtid.

Se også:

Illustration: Udsnit af modkraft.dk 2. marts 2007.

28 thoughts on “3 nye formater for journalistik

  1. Du peger på et utroligt væsentligt problem med forældede og forkerte oplysninger i medierne, som ikke bliver rettet. Det forhold, at de fleste medier tilsyneladende har valgt en strategi om at skrive af efter hinanden i stedet for at linke, gør det bare så meget større. Godt at få fokus på.

    Jeg læste aviser på vej ind i s-toget her til morgen, og det ser mere ud til, at medierne har valgt modellen: Skaf bilag, find de værste, skriv 🙂

  2. Spændende, spændende – og tak for linket til Ushahidi, der ser spændende ud.

    Selv vil jeg gerne se, om model to vil blive brugt. Helt klart af de journalister der er glade for “skriv, skriv, skriv”, men om der er en målgruppe til dem… Som glad bruger af Twitter, så er det mit netværk der hjælper mig med at sortere i nyhederne…

    Men spændende er det.

    Potter

  3. Spændende emne, men jeg synes, at du skærer medierne over én lige lovligt hård kam ved at sige, at deres nyheder næsten er forældede, når de bringer dem.

    Forældede nyheder med fejlagtige oplysninger, som kan findes frem vha. søgemaskiner, kan jeg godt se, kan være et problem. Men jeg synes nu alligevel, at mange af de større netmedier i Danmark er relativt gode til at linke til relaterede artikler, så man kan følge udviklingen og få det nyeste med.

    Tværtimod tror jeg ikke på “skriv, skriv, skriv” som en decideret journalistisk stil. I forvejen er min Twitter-strøm fuld af så mange nyheder og opdateringer, at jeg slet ikke kan følge med i samme tempo med læsningen. Og så savner jeg muligheden for at sortere i strømmen, så jeg fx kunne isolere tweets om gadekampe, flystyrt eller jordskælv fra henvisninger til opskrifter og YouTube videoer eller små kommentarer om venner på cafebesøg eller shopping.

    Mvh
    Jesper

  4. Pointen er, at internet er noget andet end papir. Man kan ikke overføre de gamle formater og arbejdsgange til et nyt medie. Det svarer til at sende radioprogrammer i tv – eller omvendt.

    Wikipedia, Twitter og Delicious er eksempler på de nye formater. Medierne kan lære meget af dem og udvikle deres egne formater, hvor de kombinerer det nye og det gamle og prøver sig frem.

    Det virker, som om de alle har fokus på web-tv, slideshows og lidt mashup. Eksperimenterne går på multimedia – og det er da fint – men det grundlæggende bliver der ikke pillet ved, og det er der brug for.

  5. Interessante betragtninger. Jeg ved godt, indlægget er gammelt, men forventer selvfølgelig, at du havde ført det up-to-date, hvis du havde ændret holdning siden 😉

    1. Ikke helt korrekt. Store, løbende historier bliver faktisk opdateret løbende. Læg mærke til når en artikel indeholder en parentes “(opdateret kl. xx.xx). Det er bestemt ikke alle netsteder, der gør det, men det hænder. Normalt har mediet så en hovedhistorie, der løbende opdateres, samt mere permanente bihistorier, der linkes til. Tjek i øvrigt cnn.com, der nærmest konsekvent opdaterer deres historier.

    2. Som tidligere on air-redaktør på TV 2 News bliver jeg nødt til at korrigere dit eksempel. News benyttede sig faktisk i meget høj grad af reportere i marken, som reporterede live via mobiltelefon under urolighederne ved rydningen af Ungdomshuset. Samtidig kunne live helikopterbilleder ligeledes bringe seneste nyt hurtigere end selv en Twitter-besked. Og når 4G-teknologien slår igennem, vil vi opleve nye standarder for, hvor tæt kameraerne kan komme på f.eks. en demonstration. Så eksemplet er lidt dårligt valgt, da News netop er det medie, der har flyttet sig allermest i forhold til at være hurtig på aftrækkeren.

    3. Denne forstår jeg ikke helt. Skal der KUN være links? Ellers er jeg grundlæggende enig i, at medierne vil kunne vinde meget ved at lægge deres research mere åbent ud. For den er faktisk ofte mere omfattende, end man lige går og tror 🙂

  6. @ Andreas Hansen

    ad 1.

    Det er rigtigt, at der er en stigende tendens til at opdatere, men det skal efter min mening være langt mere konsekvent. Det skal være reglen, ikke undtagelsen. Det skal dog nok komme – er jeg ikke i tvivl om.

    ad 2.

    OK. Jeg syntes, dækningen på News var meget forvirrende, men jeg medgiver, at netop News er blevet meget skrappe.

    ad 3.

    Ja, kun links. Medierne skriver i høj grad citatartikler, hvor en journalist bruger tid på at skrive af fra et andet medie. Spild af arbejdstid. Hvis et andet medie har historien, så link til den i stedet for at skrive en citatartikel. Skriv først, når man selv kan bidrage med noget nyt.

    Medierne er bange for at sende læserne væk. Det er en ubegrundet frygt, for vi vender tilbage til de websteder, der har de bedste links.

    Et eksempel er Modkrafts Linkbokse, fx. den om filmen Armadillo. Det er ikke andet end links med en kort beskrivelse og måske den bedste dækning om filmen – omend den ikke holdes opdateret.

  7. Jeg citerer;

    Stort set alle mediernes artikler har fejl eller forældede oplysninger. De har højst værdi i historisk perspektiv, og det er helt sikkert, at medierne dagligt fejlinformerer mange læsere med deres forældede artikler.

    De kan så rette op på det værste ved at genudgive artiklerne med nye oplysninger, som Businessweek gjorde sidste år med artiklen: Blogs Will Change Your Business , fordi den tre år efter udgivelsen stadig fik mange besøg fra Google. Men det er en nødløsning, som blot understreger mediernes problem.

    Citat slut – måske skulle du snart opdatere denne artikel?

  8. @ Zebraffe

    Nemlig. Man skal ikke skrive “sidste år” men sætte årstal på.

    Det mest læste indlæg her på dSeneste – måned efter måned – er Dagligvarer på nettet: Find dit online supermarked fra juni 2009, som er et af de indlæg, jeg holder opdateret. Indlægget får dagligt mange besøg fra Google, og jeg forsøger at sikre, at det stadig har værdi for nye læsere.

    Man skal dog ikke opdatere alt. Mange tekster er knyttet til en bestemt tid og situation. De udtrykker min mening, og jeg ændrer ofte mening, men jeg ændrer ikke mening med tilbagevirkende kraft.

    Det er en balance. Indlægget om dagligvarer på nettet opdaterer jeg, dette indlæg opdaterer jeg ikke. Man kan næppe opsætte en fast regel, men mediernes nuværende praksis med ikke at rette noget, holder ikke.

    Jeg kan godt lide Wikipedias praksis, hvor man kan se rettelser og se en artikel, som den så ud på et bestemt tidspunkt. Man kan faktisk linke til en artikel med en tidskode, så man er sikker på, at linket altid viser til artiklen, som den så ud på dette tidspunkt.

    Men mener du noget om mine 3 formater? Holder de eller skal medierne fortsat kopiere arbejdsformen fra avisredaktioner?

Skriv en kommentar