Desværre blev 2014 ikke året, hvor medierne gennemførte den nødvendige fornyelse

Nyheder på dåseDet lød lovende, da nyhedschef på TV 2, Michael Dyrby, i foråret erkendte, at mediebranchen har sovet i årevis og skal i gang med en “digital transformation”: Medieevolution: Fra det ejbølske stadie til det dyrbyske.

Udtalelsen blev fulgt op af ansættelsen af Peter Brüchmann som chef for TV 2 Digital, hvilket med al respekt for mandens evner ikke signalerer den store fornyelse, og i denne uge annoncerede Brüchmann nye ansættelser, blandt andet med ordene:

“Jesper har stærke kompetencer i forhold til at engagere og aktivere brugerne på de sociale medier og i forhold til at skabe trafik fra de sociale medier til vores platforme”.

TV 2 sætter digital stoledans i gang.

Det er altså ambitionsniveauet for den digitale transformation på TV 2 – at tiltrække trafik. Det er der ikke meget transformation i, men hos Facebook bliver de sikkert glade for, at også TV 2 vil hjælpe dem til at blive endnu mere dominernede.

Året bød også på en ny nichetjeneste fra Berlingske; politiko.dk, og heller ikke her er der meget digital transformation, det blev endnu en avis. Det er det gammelkendte one-size-fits-nobody, ikke meget anderledes end medierne har gjort i tyve år.

Fra JP/Politiken kom finans.dk, som blev lanceret med store ord om Redaktionel iværksætterkultur men indtil videre ligner en omdøbning og redesign af epn.dk, som tjenesten afløser.

Der var ellers grund til Forsigtig optimisme: Denne gang har medierne måske forstået, at internet ikke er en distributionsform, men det er blevet lidt svært at fastholde optimismen, for de store ord blev ikke fulgt op af handling, og her på kanalen bidrog chefredaktør for finans.dk, Steen Rosenbak, med to kommentarer, hvor han siger nøjagtig det samme, chefredaktører har sagt i årevis.

Der er brug for langt mere radikal fornyelse, end ovenstående tjenester lægger op til, og først og fremmest et opgør med forestillingen om, at journalistik er et selvstændigt produkt. Udfordringen har aldrig været at skabe en forretningsmodel til journalistik, selvom skiftende mediechefer igen og igen har sagt, at de skal overleve på unikt kvalitetsindhold.

Udfordringen er at udvikle medierne fra at være industriprodukter, hvor alle får det samme, til netværkstjenester, der servicerer den enkelte. Mediernes nye tjenester præsenterer stadig det samme for alle – som medier altid har gjort.

Så det blev ikke i denne omgang, vi fik den nødvendige fornyelse.

Redaktionel iværksætterkultur

Finans.dk 24. oktober 2014Det nye erhvervsmedie fra JP/Politiken, finans.dk, skuffede, da det gik i luften tirsdag i denne uge. Moderselskabet havde varmet op med store ord om noget helt nyt, men det var der ikke meget af. Det så ellers nyskabende ud, da tjenesten ugen før så således ud:

finans.dk 15. oktober 2014

Journalist hos konkurrenten business.dk, @madskolby, tog dette skærmbillede af finans.dk den 15.oktober.

Det revolutionerede design blev dog hurtigt pillet ned, og da tjenesten blev lanceret i mere kedelig og traditionel form, måtte chefredaktør Steen Rosenbak stå skoleret i journalisternes fagforeningsblad, hvor han erkendte, at det var småt med nyskabelserne, men det ville komme, lovede han: Finans.dk vil pille vrøvl ud af debatten for dig.

“Finans.dk er et medie, der skal udvikle sig konstant, og derfor bliver vi aldrig færdige. Så hvis vi skulle vente, til vi var færdige, ville vi aldrig gå i luften”.

Med den udtalelse omfavner Steen Rosenbak betakulturen, som man ynder hos tjenester som Twitter, Facebook og især Google – Gmail var beta i fem år. Det gør man ikke hos traditionelle medier, der, ligesom ved redesign af papiraviser, viser noget færdigt, som der ikke bliver ændret meget på i nogle år, hvorefter et nyt redesign fulgt med store ord om nyskabelser ser dagens lys.

Chefredaktørens udmelding kunne tyde på, at medierne er ved at lære noget. Et andet tegn er den tekst, der stod på finans.dk, inden tjenesten gik i luften. Her skrev chefredaktøren, at “den springer ud af en redaktionel iværksætterkultur”. Medierne har hidtil gjort meget for at distancere sig fra iværksætterkulturen – direktøren for foreningen Danske Medier taler ligefrem om “redaktionelt redigerede medier” (et af mine yndlingsudtryk), som altså er noget ganske andet end disse opkomlinge, der stjæler annoncekroner og snylter på de gamle.

Nu er iværksætterkultur altså noget positivt, omend jeg tvivler på, at en sådan findes hos JP/Politiken. Virksomheden vil ganske vist gerne opfatte sig som et digitalt mediehus, der også udgiver aviser, men den slags sker ikke med ord og ikke hen over weekenden. Det tager år, hvis det overhovedet kan lade sig gøre.

Og det kan man tvivle på, når chefredaktøren for finans.dk til journalisten.dk siger, at man vil redigere debatten ved at læse og udvælge de bedste kommentarer. Den løsning ville hurtigt blive skudt ned i et “digitalt mediehus”, fordi den ikke kan skalere. Jo flere kommentarer, desto større arbejde med at redigere, og hvis finans.dk virkelig bliver en succes som debatforum, vil det kræve uforholdsmæssigt mange ressourcer at holde kvaliteten af debatten ved at læse alt. Hos Facebook har man samme problem – at der er for meget støj – men her kunne man ikke drømme om at ansætte mennesker til at læse, det gør maskinerne. Maskinerne kan meget: Ingeniører overtager nyhederne: hvad nu, journalister? Journalister har gerne journalistiske løsninger, også hvor de ikke er hensigtsmæssige, og det kræver mere end ord at ændre den tankegang.

Chefredaktøren skriver dog også, at der er tale om en redaktionel iværksætterkultur – altså ikke en teknologisk – hvad han så mener med det.

Men mediebranchen er dog ved at flytte sig. Den tyske mediekoncern Axel Springer, som blandt andet udgiver Bild og Die Welt, er på jagt efter talent i den ikke-journalistiske iværksætterkultur, blandt andet med denne video:

YouTube: YEAH3000 – Das geilste Start-up des Planeten!

I 2012 havde 25 procent af de stillinger, Axel Springer opslog, fokus på it og teknologi. I 2013 var tallet 40 procent skriver Tilmann Knoll, head of management development: How much start-up culture do we need to attract young talent?

For et par år siden sagde chefredaktøren for Berlingske, Lisbeth Knudsen: “Vi er ikke en teknologivirksomhed”, og det mener hun måske stadig, men hvis udviklingen hos Axel Springer er en tendens, vil det ændre sig.

Det er ikke journalistikken, der gør forskellen. Det er muligt, at finans.dk kan levere lidt bedre journalistik end business.dk og borsen.dk, det vil dog ikke være markant bedre, for der er kun den samme lille gruppe erhvervsjournalister, som de kan stjæle fra hinanden, og det medfører blot en lønskrue, som ingen af dem har råd til.

Det er teknologien, der gør forskellen. Det er Innovators dilemma i avisbranchen. Det er derfor positivt, at medierne ændrer sprogbrugen og begynder at forstå de virksomheder, der løber med forretningen. Der er dog et stykke vej endnu, og finans.dk er langt fra målet.

Se også:

Anmeldelse: Etik for journalister på nettet. Af Jakob Albrecht og Andreas Marckmann Andreassen

Etik for journalister pa nettetDenne bog vil være en del af løsningen, men den er en del af problemet. Den anviser “80 gode råd du ikke kan undvære”, men mange af dem kan du undvære, for de gode råd er journalistiske – men det er problemerne ikke. Bogens løsninger er eksempler på Law of the instrument.

For manden der kun har en hammer, ligner alt et søm, og journalister tror desværre alt for ofte, at journalistik er svaret, fordi det er det eneste redskab, de har.

Et af bogens kapitler handler om at rette fejl. Selvfølgelig skal man rette fejl, hvilket sker for sjældent, og branchen har i mange år diskuteret, hvordan det skal gøres, og hvordan man skal gøre opmærksom på, at der er rettet, hvis man gør det. Det er meget enkelt: systemet skal automatisk registere, at der er foretaget en rettelse, hvem der har foretaget den og hvornår. Det er sådan Wikipedia gør og har gjort i årevis. Det er ikke et etisk spørgsmål, det er banal teknologi. Ingen er i tvivl om, at det er rigtigt at rette og rigtigt at gøre opmærksom på rettelsen – så få dog teknologien til at gøre det, vi har haft den i årevis. Det har intet med “etik for journalister” at gøre.

Man burde gå meget videre og ikke bare rette fejl men skrive videre i artikler, når historien udvikler sig – i stedet for at skrive en ny artikel og en ny artikel, indtil man, som Politiken for et par år siden, skrev 24 artikler på 24 timer om uddelingen af michelinstjerner til restauranter. Det var ikke særlig elegant, og sådan er det hver dag, fordi journalister er opdraget til, at man skal udgive. Det skulle man på papir, men det skal man ikke længere. Man kan skrive videre og videre, og hvis bare alle rettelser bliver registreret og tidsstemplet, så er der ikke noget problem. Det burde ikke være et emne for en bog om etik for journalister – i 2014. Det burde være afklaret i 2004, og branchen burde for længst have udviklet nye formater, der udnytter mulighederne for at skrive videre i stedet for at klamre sig til artikelformatet og forestillingen om at udgive. Man udgiver ikke på internet.

Et andet kapitel handler om, hvordan man citerer hinanden og herunder, om man skal linke til de historier, man citerer. Det burde nærmest være fyringsgrund ikke at linke til kilden, og det spørgsmål burde være afklaret omkring 1997. Det er ikke længe siden, en redaktør på Information undskyldte sig med: fordi det skal laves manuelt – og det er ikke altid vi opdager, at det skal laves / har tid. Det er en temmelig tynd undskyldning. Forfatterne har i bogen optalt links på en række nordiske medier, og ingen linker konsekvent. Men, som de observerer, det gør Huffington Post.

Huffington Post gør det rigtige. Wikipedia gør det rigtige. De er begge opkomlinge – længe foragtet af de etablerede, og nu diskuterer journalister det, der i årevis har været en selvfølge hos disse underlødige ikke-journalister. Det er morsomt og tragisk.

Bogen er en hovedrystende selvudlevering af et arrogant fag med en oppustet selvopfattelse. Det er et ufrivilligt morsomt portræt af en branche uden ledelse, uden retning, uden fremtid. Bogen er et fremragende dokument til eftertiden.

Køb “Etik for journalister på nettet” hos:

Politiko – det blev endnu en avis

Politiko.dkBerlingske har fået et nyt barn, politiko.dk, og jeg var nok for tidligt ude med Forsigtig optimisme: Denne gang har medierne måske forstået, at internet ikke er en distributionsform, for Politiko er på væsentlige områder et skridt tilbage. Der er dog gode tegn, så måske kan det udvikle sig noget noget brugbart.

Blandt nyskabelserne er Politiko anbefaler, hvor redaktionen henviser til artikler i andre medier og efter et kort resume giver et link til den pågældende artikel. Det er et fint initiativ. I samme genre er I andre medier, som er links til andre medier uden en “anbefaling” – omend man må formode, at Politiko anbefaler artiklerne, når de linker til dem.

Politiko anbefaler

Profilsider er vist ikke en forretningsmodel

En anden nyskabelse er profilsider, hvor organisationer og virksomheder selv kan skrive:

På profilsiden kan partneren publicere artikler, pressemeddelelser, feeds fra de sociale medier døgnet rundt, jobopslag, kalenderoversigt samt eksponere egne relevante budskaber mod de mange brugere af politiko.dk.

Få direkte kontakt til de politisk interesserede danskere.

Region Hovedstaden og Region Sjælland er de første – og vist eneste – der har taget mod tilbudet. De får, ud over profilsiden, en markant placering på forsiden som “Sponsoreret indhold”. Det er ikke en flyvende start for konceptet. Jeg har hørt, at en profilside koster 25.000 kroner om måneden, og jeg har en mistanke om, at de to regioner har fået klækkelig rabat, så Politiko havde noget på åbningsdagen, men det ser ikke lovende ud. Det er synd, for det er et godt initiativ, og 25.000 er ikke meget, hvis man når sin målgruppe, men det er dog 25.000 mere end en side på Facebook. Det tyder ikke umiddelbart på, at profilsider bliver en succes, men jeg tror, det har en bedre chance end betalingsmur, som er afskaffet.

Politiko profilside

Betalingsmurens fald

Man kan ikke tegne abonnement på Politiko, og man bliver ikke stoppet af en betalingsmur efter 10 eller 20 besøg. Det skyldes nok, at Berlingske ikke har de bedste erfaringer med betalingsmuren på b.dk, og at de vil have mange besøgende til det sponsorerede indhold.

De kunne have tilbudt et abonnement med indhold, der var skræddersyet den enkelte bruger, men det lader til, at Politiko mener, at formen er det vigtigste, og det er der nok ikke mange abonnenter i.

Form over indhold

Politiko menuPolitiko er opdelt efter indholdets form; nyheder, analyser, tv og så videre. Man kan ikke umiddelbart følge et emne. Hver artikel har ganske vist tags – eller emneord – og når man klikker på dem, får man en oversigt over artikler med et pågældende emne. Det skal man så gøre hver gang, for der er ikke en måde at abonnere på emner. Der er ikke et RSS-feed, som på b.dk, og der er ikke emneopdelte nyhedsbreve eller andet. I menuen kan man vælge, hvilken form, man vil have; nyheder, analyser, tv, men jeg kan ikke forestille mig, at nogen ønser en bestemt form – vi er vel interesserede i et emne og mindre interesserede i formen.

Opdelingen i form, ikke indhold, er et stort skridt tilbage, og det ser ud, som om Politiko er organiseret efter de redaktioner, der står for indholdet, ikke brugernes behov.

Politisk mødested

Berlingske har markedsført Politiko som et politisk mødested, og jeg havde forestillet mig en nytænkning af debat på nettet, men det var vist naivt. Der er de sædvanlige kommentarer til artikler – som medier har kopieret fra blogs, hvor det fungerer, men det var aldrig ment til medier, hvor det ikke fungerer.

Der er intet “mødested” på Politiko – det er endnu en inkarnation af avisen.

Et skridt frem og to tilbage

Det er absolut positivt med links til andre medier – der kunne være links til andet end traditionelle medier, men det kommer måske. Det er også positivt med profilsider, selvom der ikke ser ud til at være den store interesse, men det kommer måske.

Men kategoriseringen – form, ikke indhold – er en katastrofe, og det bliver forhåbentlig ændret meget hurtigt. Det er heller ikke godt, at man ikke kan følge de emner, man interesserer sig for. Politiko handler om politik, men ingen interesserer sig for politik – vi skal have meget bedre muligheder for at sortere og filtrere.

Politiko er endnu et forsøg på at overføre avis til skærm. Da jeg havde samme kritik til relanceringen af berlingske.dk i 2011: B for bare det samme, svarede daværende onlinechef:

Søren Storm Hansen er skuffet over b.dk – så skuffet at han er blind for de klare forbedringer, det redesignede websted har. Der er faktisk sket en prioritering af stoffet. Man kan faktisk følge tags og feeds efter eget behov. Og der er altså mulighed for at debattere.

B for bedre

Min kritik i dag er den samme, men svaret er næppe det samme, for forbedringerne fra 2011 er skruet tilbage, og de yderligere tiltag, onlinechefen lovede, blev aldrig til noget. Det er avis med avis på – nu med links.

Politiken kan få 100.000 digitale abonnenter, hvis de holder op med at sælge journalistik

Nyheder på dåsePolitiken har annonceret en ny digital strategi med et mål: Politiken vil have 100.000 digitale abonnenter. Det er ikke umuligt, men for at nå det, skal Politiken sælge et andet produkt, end de lægger op til. De skal fokusere mere på teknologi end journalistik.

To ord er gået igen i de seneste par års debat om mediernes produkt på nettet: Unik og kvalitet. Chefredaktører har på skift sagt, at de ville tiltrække abonnenter ved at have unikt indhold og journalistik af høj kvalitet, men det kan man ikke.

Det er svært at producere unikt indhold. Danmark er et lille land, og det er begrænset, hvor mange historier og hvor mange vinkler, man kan være unik med. Og det er svært at producere kvalitet, der er markant bedre end konkurrenternes. Desuden er vi som abonnenter hverken ude efter unik eller kvalitet. Vi vil have relevant og “godt nok”. Relevant er meget bedre end unik, og “godt nok” har i alle brancher et langt større marked end kvalitet. Kvalitet er en niche – og ofte en meget lille niche.

Desuden er journalistik ikke et selvstændigt produkt – og det har det aldrig været. En avis indeholder meget mere end journalistik; rubrikannoncer, listestof, læserbreve, og hvis man fjerner al ikke-journalistik fra avisen, vil ingen købe den. Og det er det, der er sket på nettet. Vi opsøger ikke medierne for at se vejrudsigten, valutakurser, tv-programmer eller føre debat – det findes overalt.

Medierne har mistet pakken og har kun journalistikken tilbage. De vil så have et produkt, der udelukkende består af journalistik – hvad de aldrig tidligere har haft. Det vil ikke lykkes, og betalingsmurene vil aldrig indbringe nok til at finansiere journalistikken.

Dette gælder ikke nichemedier, fagblade, især i købedygtige nicher, hvor man kan tiltrække abonnenter med unik og kvalitet, men det er ikke, hvad Politiken lægger op til. De vil fortsat være for alle – eller ihvertfald mange – og så skal man have noget mere og andet end journalistik, selvom journalistikken måske er lidt mere unik og af lidt højere kvalitet.

Derfor skal Politiken sælge relevans, og det lægger de også op til i den nye digitale strategi. Som noget helt nyt i dansk mediebranche vil Politiken individualisere. Chefredaktør Bo Lidegaard siger:

“Det er vigtigt at imødekomme brugernes ønske om at komme tættere på indholdet. De skal opleve, at det bliver mere skræddersyet.”

Det er nemlig rigtigt, indholdet skal skræddersyes den enkelte bruger. Det er unikt, og det er kvalitet. Men chefredaktøren insisterer også på at bevare betalingsmuren og begrænse adgangen.

“Han forestiller sig, at det fremover ligesom i dag vil være muligt at tilgå Politikens indhold gratis, hvis man kun besøger siden nu og da, mens man vil møde krav om betaling, hvis man klikker ind ofte”.

Det er dumt.

Ikke straffe men belønne

Betalingsmurene straffer brugerne for at komme tilbage. Når jeg har læst 10 eller 20 artikler, bliver jeg stoppet, men det burde være omvendt. Politiken bør belønne mig for at komme tilbage. De ønsker jo, at jeg kommer igen og igen, så hvorfor forhindre mig i det. De skal ikke sælge unik kvalitetsjournalistik men unik kvalitetsfiltrering og -sortering. Noget, der er unikt for mig. Journalistikken kan være nøjagtig det samme, som hos konkurrenterne, men hvis filtreringen er tilpasset mig, så er Politiken unik og har langt højere kvalitet.

Det er som med børn og hunde – belønninger virker meget bedre end straf.

Det handler om teknologi, ikke journalistik

Politiken kan ikke adskille sig fra konkurrenterne med journalistik. Journalisterne på Berlingske, Information, Jyllands-Posten, DR, TV 2 og alle andre har samme kvalitet.

Politiken kan adskille sig med teknologi. Hvor de andre opretter hele redaktioner, der skal fodre Facebook og Twitter – som så står for den vigtige sortering – kan Politiken skabe den personlige tjeneste, der servicerer mig – og alle andre – ved at sortere og filtrere efter mit behov.

Nej, ikke som den trykte avis

Medierne skal holde op med at tage udgangspunkt i den trykte avis, når de udvikler tjenester til nettet. De har i 20 år forsøgt at overføre avisen til nettet, og nu burde det være klart, at det ikke er den rette vej. Politikens nye strategi er et stort skridt på vejen, men der er vist et stykke vej endnu. Chefredaktør Bo Lidegaard siger til journalisten.dk:

“Det, som vi i dag lykkes godt med i vores trykte avis, skal vi have mere af på vores digitale satsninger.”

Politiken.dk vil have færre nyheder og mere dybde

Politiken skal glemme alt om den trykte avis – og hvad er det egentlig, de lykkes så godt med – så vidt jeg ved, er oplaget faldet siden 1999? Nettet er noget ganske andet, og tjenester på nettet kan ikke udvikles af papirmennesker.

Bo Lidegaard er en papirmand, og det er resten af Politikens ledelse også. De er en del af problemet. Ledelsen bliver næppe skiftet ud, for bestyrelsen er også papirmennesker, så de er også en del af problemet.

Politikens nye digitale strategi ser absolut lovende ud. Der står det, jeg og andre har sagt i årevis, så jeg kan kun applaudere, men indtil videre er det bare ord, og vi har hørt mange store ord fra chefredaktører de senere år. Det kniber mere med handling, for de elsker avisen, som den så ud, da de var børn.

Men jeg vil tage ja-hatten på og håber, at 2014 bliver året, hvor danske medier gør det.

Det begyndte i foråret, hvor nyhedschef på TV 2, Michael Dyrby, sagde: Vi har endnu ikke formået at udnytte teknologien, og Politikens udmelding kommer et par dage efter, at Berlingske proklamerede, at de vil begynde at linke til konkurrenter: Forsigtig optimisme: Denne gang har medierne måske forstået, at internet ikke er en distributionsform.

Det er absolut og ubetinget positivt.

Se også:

Facebook har vundet: Medier er nu underleverandører af gratis nyheder. Slå igen med faglig dating

Faglig datingDer kom aldrig konkurrence om læserne – Facebook tog dem bare uden modstand fra de medievirksomheder, der indtil for nylig havde monopol på nyhedsdistribution. De har nu overgivet sig helt – medierne – og ansætter redaktører eller opretter hele redaktioner, der har til opgave at hjælpe Facebook med at levere bedre nyheder.

Medierne konkurrerer nu indbyrdes om at få trafik fra Facebook og håber på at tjene en skilling på det, mens de overlader relationen til brugeren og broderparten af indtægterne til Mark Zuckerberg.

Politiken rapporterer, at Robotter styrer din nyhedsstrøm, og det lyder jo farligt, hvad der sikkert også er meningen. Sandheden er dog mere nuanceret, for nyhedsstrømmen på Facebook styres i høj grad af dine venner – som formodentlig ligner dig temmelig meget – og robottens opgave er at sortere i det, dine venner skriver og deler.

Medierne forsøger så at komme med i den nyhedsstrøm, og ovre i Sverige har de undersøgt, hvilke nyheder, der gør det:

För att delas i sociala medier ska nyheterna ligger nära i tid, rum och kultur samt ofta har en negativ ton och vara kontroversiella

Kontroversiella nyheter delas mest. Se hele undersøgelsen her: Delad glädje är dubbel glädje? En studie om nyhetsdelning i sociala medier (pdf).

Delt på Facebook

Også Pew Research Center i USA har set nærmere på, hvilke nyheder vi får via Facebook: How social media is reshaping news. Det er først og fremmest underholdning, lokale begivenheder og sport.

8-Kinds-of-News-on-Facebook

De svenske og amerikanske undersøgelser passer godt med den hjemlige tjeneste De virale nyheder, som registrerer hvilke mediehistorier, brugere på Facebook og andre store netværk deler.

Mediernes jagt på klik fra Facebook er kortsigtet og hjælper kun Facebook, der dag for dag bliver bedre til at filtrere og sortere til den enkelte bruger, hvad medierne end ikke forsøger.

Facebook skal angribes, hvor de er stærkest og hvor de er svagest. Facebook er stærk på relationer – det er der, vores venner og familie er – men svage på faglighed, så svaret kan være at opbygge faglige relationer.

Den største udfordring er de unge, som altid har været svære for medierne at nå. Det nye er, at de unge er begyndt at benytte medier – Facebook, Instagram, blogs – så skridet til at benytte et traditionelt medie er mindre, end det har været tidligere. Medierne har hidtil forsømt de unge i vished om, at de ville begynde at abonnere på en avis, når de slog sig ned og stiftede familie, men sådan er det ikke længere.

Mediernes tilbud til de unge er midaldrene musikanmeldere, der foragter One Direction, og det er der næppe fremtid i. Her kan svaret være interessefællesskaber. Lad Facebook om de personlige relationer og tilbyd mulighed for at møde andre med fælles interesser. Det kræver stærkt indhold inden for udvalgte emner – og de nyeste tiltag fra JP/Politiken og Berlingske, Finans og Politik, appellerer næppe.

Alle medier bør være som datingsites – en niche med succes – og opbygge faglige netværk og interessefællesskaber.

Foto: zen Sutherland.

Forsigtig optimisme: Denne gang har medierne måske forstået, at internet ikke er en distributionsform

Fremtidsvej spærretTiden er kommet til, at medierne gør et nyt forsøg på at få en fornuftig forretning på internet. Det sker hvert andet år, når det foregående forsøg viser sig at slå fejl. I 2010 udviklede alle medier apps til iPad, som skulle redde branchen. Det gik, som forudsagt her på kanalen: Lisbeth Knudsen tror, iPad er et skridt tilbage og glæder sig til avisens genkomst. I 2012 var svaret betalingsmure, og det gik også som forudsagt: Er der liv efter betalingsmuren?

Denne gang er svaret nichemedier; JP/Politiken åbner finans.dk og Berlingske Media åbner politiko.dk, og der er små tegn på, at disse forsøg vil falde bedre ud end de foregående. Noget tyder på, at branchen har erkendt, at det ikke går at overføre avisen fra papir til skærm. Der er denne gang ingen udtalelser som Lisbeth Knudsens ved introduktionen af iPad:

“Det er et gennembrud for en ny, attraktiv måde at vise aviser på.”

Der er ingen udtalelser som Lars Grarups ved introduktionen af betalingsmure:

“Da avisejere verden rundt erfarede, at annonceløsningen ikke kunne stå alene – og at printoplaget dykkede hastigt – var det logiske at kopiere de betalingsløsninger, der havde fungeret for printaviserne i så mange år.”

Udtalelser som disse peger tilbage, ikke frem, og derfor var det temmelig nemt at forudsige, at apps til iPad og betalingsmure blev fiaskoer.

Det første tegn på, at de øverste lag i medievirksomhederne er begyndt at flytte sig, kom den 11. april 2014, hvor nyhedsdirektør på TV 2, Michael Dyrby, sagde:

“De virksomheder i verden, som det er gået bedst og som er steget hastigst og som er blevet mest rige, det er teknologifirmaer. Det er de firmaer, der har fundet ud af, hvad brugerne gerne vil have. Hvad er det for behov, de har. Og der må vi sige – os der er contentfolk, altså indholdsfolk – vi er nok ikke fulgt med der. Vi har endnu ikke formået at udnytte teknologien, de nye spring optimalt. Det er den chance vi har lige nu i den digitale transformation, der er i øjeblikket. Der har vi måske en chance for at få en genforbindelse med brugerne.”

Medieevolution: Fra det ejbølske stadie til det dyrbyske.

Michael Dyrby fik ikke umiddelbart opbakning fra kollegerne, heller ikke da jeg direkte spurgte chefredaktør Tom Jensen fra Berlingske og digital Redaktør Anders Refnov, Ekstra Bladet: Mennesker og medier: Grænserne udviskes. Men nu – et lille halvt år senere – er der inddirekte opbakning til Michael Dyrbys erkendelse.

Links

Mest markant er Lisbeth Knudsens udtalelse om, at politiko vil linke til andre:

“Vi tror på, at det skaber mere trafik til os, hvis vi også er store nok til at anerkende, når andre har lavet noget godt. På den måde kan vi være guider for de politisk interesserede læsere. Og vi tror på, at folk vil vende tilbage til os, hvis vi laver den rigtige form for guiding.”

Politiko.dk vil linke til andre medier og sælge taletid til politikere.

Det er helt nyt – ikke bare for Lisbeth Knudsen men for hele branchen. 22 år efter linket blev introduceret sammen med web, og 16 år efter, Google blev grundlagt og viste, hvad man kan, hvis man forstår links, er mediebranchen stadig ikke meget for at bruge dem. Det fremgår ikke, hvordan Politiko vil implementere brugen af links. De kan være et effektivt journalistisk redskab, men det kræver en markant kulturændring.

Links kommer i flere udgaver:

  • Link til kilden. En omskrevet pressemeddelse skal have et link til pressemeddelelsen. Det gør medier aldrig, fordi læserne helst ikke skal opdage, at det er en omskrevet pressemeddelelse. Der skal altid være links, hvis det er muligt. Det handler om troværdighed og gennemsigtighed. Hvis journalistik blev opfundet i dag, ville “link til kilden” være et mantra, de studerende på journalistuddannelserne ville høre igen og igen.
  • Link til konkurrenten. Nej, det går ikke at skrive “… udtaler Finansministeren til Politiken”. Der skal være et link til udtalelsen. Men links til konkurrenterne er mere end links i artikler, det er et selvstændigt, journalistisk format: 3 nye formater for journalistik. Og, som Jeff Jarvis har messet siden 2007: Cover what you do best. Link to the rest.
  • Link til sammenhæng og baggrund. Det er blevet almindeligt, at medier indsætter mere eller mindre relevante links i artikler, men formålet er oftest at lokke læseren til at klikke end at tilføre artiklen værdi. Det er tydeligvis ikke en del af journalistens skriveproces at indtænke links til relevant information, og de links, man ser i artikler, er klistret på bagefter.

Det er svært at sige, om Lisbeth Knudsen og resten af holdet på Berlingske har forstået links, men der vil i bedste fald gå et par år, før de er indarbejdet på en ordentlig måde. Det er dog ubetinget positivt, at Berlingske nu vil benytte links.

Debat

Debat har altid været væsentligt for medierne, og de har også forsøgt mange variationer på nettet. Første forsøg var tjenesten Politiken On Line, som åbnede i 1994 og lukkede et par år efter. Den tjeneste står stadig som den danske mediebranches bedste forsøg på debat.

Siden er det ikke gået så godt, og derfor foregår debatten hovedsageligt på Facebook og Twitter. Politiko vil prøve igen. Chefredaktør Tom Jensen siger:

“Politiko.dk vil sprænge rammerne for, hvordan man kan engagere sig i debatter. Her vil alle kunne blande sig i debatten, og her kan politikere, erhvervsfolk, lobbyister og debattører konkurrere om at sætte den politiske dagsorden, hvis argumenterne er gode nok.”

Berlingske lancerer Danmarks nye politiske mødested.

Det er ikke særlig konkret, men udtalelsen tyder på, at der er afsat ressourcer og vil blive brugt energi på sagen. Den afsluttende bisætning “hvis argumenterne er gode nok” tyder på, at der vil være en form for redigering.

Desuden vil Politiko sælge adgang for partier, organisationer og virksomheder, som kan få deres egen side – formodentlig lidt i stil med en side på Facebook. Det er en god idé og et sjældent forsøg på nytænkning. Jeg og andre har foreslået den slags i årevis – Politiken On Line gjorde det tilbage i 90’erne – og nu må vi se, om Berlingske kan implementere det. En forudsætning er, at Politiko ikke gemmes bag en betalingsmur. Berlingske vil nå “de mere end 1,8 mio. danskere, der er intresseret i politik, og som er online næsten hver dag”, og det gør man kun, hvis tjenesten er åben for alle, så det bliver den formodentlig.

Nichemediernes genkomst

Berlingske nedlagde nichemedierne rejseliv.dk og sporten.dk og foldede dem ind i henholdsvis b.dk og bt.dk, fordi de ville have flere sidevisninger på hovedmedierne. De burde i stedet have dyrket nicherne. En bruger på et nichemedie er mere værd end en bruger på et omnibusmedie – hvis man gør det rigtigt. Det har Berlingske hidtil ikke været i stand til. Brugerne på business.dk er ikke meget mere værd end brugerne på b.dk, fordi Berlingske – som de øvrige medier – ikke har etableret relationer til brugerne og serviceret dem individuelt.

Det optimale er individuelle medier, hvor indholdet er tilpasset den enkelte bruger – som Facebook, Twitter, Google og alle de andre rendyrker – men det lader ikke til, at det er lige på trapperne. Måske Politiko vil gå den vej, men det bliver vist ikke i første inkarnation.

Digital first

JP/Politikens finans.dk er en relancering af epn.dk med en kombination af gratis indhold og abonnement og ifølge Jyllands-Postens chefredaktør Steen Rosenbak ikke en avis på en skærm:

“Det her er efter min opfattelse det første rigtige digital first-projekt fra den etablerede danske medieverden. Det er et opgør med den måde, vi i den danske mediebranche altid har tænkt. Vi vil ikke lave avis og så lægge det på nettet bagefter.”

JP: »Det her er det største erhvervs-journalistiske projekt i 25 år«

Vi har hørt den slags før, men det har hver gang været papiravisen om igen. Måske vil det være anderledes denne gang, men intet i ovenstående interview tyder på radikale ændringer. Der er de sædvanlige store ord, og når man har hørt dem i 20 år, er det lidt svært at lade sig rive med – men måske er det denne gang mere end ord.

Og TV 2 er klar med ny digital strategi her et halvt år efter Michael Dyrbys udmelding om, at “vi har endnu ikke formået at udnytte teknologien”. Det er dog heller ikke særlig konkret, men ihukommende Michael Dyrbys meget usædvanlige selverkendelse er der belæg for optimisme.

Alt i alt gode meldinger fra Berlingske, JP/Politiken og TV 2 efter sommerferien. Og her på dSeneste er en samlet redaktion forsigtig optimistisk på mediebranchens vejne. Efter et spildt årti.

Stakkels Jakob Willer

Jacob WillerDet er synd for Jakob Willer, direktør for Telekommunikationsindustrien. Han er desperat, siger han på Twitter. Hans desperation skyldes konflikten mellem tele- og filmbranchen. Sidstnævnte mener, at førstnævnte tjener penge på sidstnævnte og ser gerne, at førstnævnte betaler op til 60 millioner kroner om året til sidstnævnte.

Jakob Willer er af en anden mening. Telebranchen tjener intet på filmbranchen – det er snarere en udgift, at folk bruger så meget båndbredde på at downloade og streame film.

Det er nemt at forstå Jakob Willers frustration. Det er lykkedes filmbranchen at gøre det til en vedtaget sandhed, at telebranchen tjener millioner på danske film, og det har de formået uden den fjerneste dokumentation. Der er ikke en eneste halvhjertet undersøgelse, som viser, at vi opgraderer vore bredbåndsforbindelser for at se danske film, men adskillige politikere i Folketinget – som tilsyneladende ikke vægter dokumentation særlig højt – har købt argumentet: Politikere kræver betaling af teleindustrien.

I sin desperation appellerer Jakob Willer til mediebranchen. Hvor er journalisterne, spørger han på Twitter:

Medierne har været mikrofonholdere til filmbranchens påstand om, at telebranchen tjener millioner på deres produkt, men ingen journalist har forholdt sig skeptisk til påstanden, og ingen medier har – så vidt jeg ved – sat sig for at undersøge påstanden.

Det er måske dovenskab eller ligegyldighed eller uformåenhed, men det kan også være, at mediebranchen ikke har lyst til at grave i den slags, for de bruger samme argument for at suge penge ud af Google: Stjæler Google fra medierne? Påstanden gentages ofte, men ingen dokumenterer den. Medierne mener, at Google tjener på deres produkt og derfor bør pålægges en afgift, som skal gå til medierne – nøjagtig som filmbranchen vil have fra telebranchen. Medierne har heller ikke den fjerneste dokumentation for, at Google tjener på deres produkt – det er blevet en vedtaget sandhed.

Der er ikke noget at sige til, at medierne holder sig tilbage for at undersøge filmbranchens påstand.

Der sidder en del dumme politikere i Folketinget, som hopper på vedtagne sandheder, men de har heldigvis ikke så meget indflydelse – det er måske derfor de råber højt. Vi har ikke – og får forhåbentlig ikke – lovgivning, der flytter penge direkte fra en branche til en anden. Vi skal som samfund tage penge med den ene hånd og give med den anden, men vi skal ikke afgiftbelægge en rig branche for at støtte en fattig. Der må ikke være sammenhæng mellem den hånd, der tager, og den, der giver. Det er ikke et skatte- og afgiftsystem, vi ønsker.

Medierne vil næppe undersøge filmbranchens påstand – og de vil slet ikke undersøge deres egen. Det ville være interessant at få de undersøgelser, og det ville klæde de politikere, der hopper på de vedtagne sandheder, at iværksætte sådanne undersøgelser.

Se også:

Foto af Jacob Willer: Teleindustrien.

Medierne kan udvikle en fælles nyheds-app med hele 4,5 forretningsmodeller

Lang haleNår vi trækker telefonen for at blive opdateret, benytter vi Facebook og Twitter, og medierne kæmper bravt for en plads i vores newsfeed. Det får de ikke meget ud af, og de burde i stedet tilbyde en app, der giver os de nyheder, vi ønsker.

Udgangspunktet er RSS, den åbne standard for distribution af nyheder, og inspirationskilden er tjenester som Feedly, der leverer nyheder med RSS men ikke er tilstrækkelig god eller brugervenlig.

Danske medier kunne i fællesskab tilbyde en bedre tjeneste med mere målrettede feeds. Tjenesten skulle samle feeds fra alle medier, så man ikke skulle abonnere på feeds fra hvert medie men i stedet kunne abonnere på emner eller nøgleord og få nyheder om disse fra alle medier – filtreret for gentagne telegrammer og citatartikler.

Tjenesten kan have fire en halv indtægtskilder:

  1. Præmium-udgave;
  2. Annoncer;
  3. Sponsorerede feeds;
  4. Kommercielle feeds.

Og den halve er at sende brugerne videre til mediernes websteder, som de gør i dag med Facebook og Twitter.

Indtægtskilde 1: Præmium-udgave

Tjenesten er som udgangpunkt gratis, og der er ingen betalingsmure og andet irriterende, men man kan opgradere til en præmium-udgave, hvor man ud over at abonnere på de feeds, tjenesten tilbyder, kan oprette sine egne baseret på søgeord. Desuden kan præmium-udgaven sende en sms eller email, når der er væsentlige nyheder om udvalgte emner.

Indtægtskilde 2: Annoncer

Medier har ikke hidtil haft den store succes med annoncer – de virker ikke, og priserne falder støt. Den væsentligste årsag er, at annoncerne ikke er særlig smarte, og det er de ikke, fordi medierne ikke ved, hvad den enkelte bruger interesserer sig for. Det vil man vide med en målrettet tjeneste, hvor brugerne udvælger de emner, der interesserer dem.

Indtægtskilde 3: Sponsorerede feeds

Man kan næppe finde en sponsor til feeds om konflikterne i Mellemøsten, men fodbold og andre sportsgrene kunne nok tiltrække sponsorer. Desuden kan forbrug, livsstil, privatøkonomi og kultur formodentlig finde sponsorer.

Indtægtskilde 4: Kommercielle feeds

Hvis tjenesten får tilstrækkelig udbredelse, vil det være attraktivt for virksomheder at få deres feeds inkluderet i udbudet. Det skal de have mulighed for mod rimelig betaling.

Medierne har uden held forsøgt lidt af hvert i de senere år. I 2010 var det apps til iPad, som efter manges mening ville være fremtiden. Da den ikke gik, kom betalingsmurene, og det står nu klart, at heller ikke de vil indbringe tilstrækkeligt. Det seneste – og lidt desperate – tiltag er socialmedieredaktører eller hele redaktioner, der har til opgave at høste trafik fra Facebook og Twitter. Heller ikke det vil vende kurven.

Hvis branchen skal finde en løsning, der virkelig batter, skal den tænke forfra. Hidtil har branchen forsøgt at genskabe avisen på skærmen og set nettet som en distributionskanal. De har prist den redaktionelle prioritering – som ingen ønsker – og fortsat avisens one size fits nobody. Vi er for længst begyndt at sammensætte vore egne nyhedskanaler, og den redaktionelle prioritering er for længst forsvundet. Nu er det i høj grad Facebook, der bestemmer, hvad de fleste ser, og med ansætttelsen af de mange socialmedieredaktører har mediebranchen stort set overgivet sig. De er nu prisgivet Facebooks algoritmer. Det er den sikre død for en “fri og uafhængig presse”, som de selv ynder at kalde sig.

Ingen danske medievirksomheder er store nok til at løsrive sig på egen hånd – det løb er kørt – de må gøre det i fællesskab, ligesom de altid har købt papir i fællesskab og distribueret via det fælles Bladkompaniet. En dansk nyhedstjeneste er en fortsættelse af den tradition.

Genopfind RSS og drop jagten på klik fra Facebook og Twitter

Feed meMed mindre du er meget, meget gammel, ved du næppe hvad RSS er, men det er kort sagt en åben standard for nyheder, ligesom email er en åben standard for personlige beskeder.

Email er stadig langt større end Facebook og Twitter, og det er stadig langt mere attraktivt at få en ny abonnent til dit email-nyhedsbrev end at få en fan på Facebook.

RSS har potentialet til at blive ligeså stort som email, og det er langt mere attraktivt for medier – og alle andre virksomheder, der udsender regelmæssige nyheder – at få en abonnent til et RSS-feed end en fan på Facebook.

RSS er aldrig slået rigtigt igennem, men ideen er. Facebooks newsfeed er inspireret af RSS, og vi forstår alle konceptet med en strøm af nyheder, som vi selv kan kontrollere. Alle sociale netværk benytter denne model.

Stort set alle medier tilbyder et eller flere RSS-feeds, men det har aldrig været højt prioriteret, og konsekvensen er, at Facebook har overtaget og alle medier i dag opretter stillinger og hele redaktioner, der skal høste klik fra Facebook og Twitter, hvilket er et frugtesløst kapløb mod laveste fællesnævner.

Virksomheder som Google, Facebook og Twitter er ikke meget for RSS og har over årene begrænset muligheden for at få opdateringer med RSS. De ser RSS som en konkurrent til deres websteder, og med god grund. De er mellemmænd, og RSS gør dem overflødige.

For os brugere er RSS ligeså smart som email, og det er det også for virksomheder, der ikke kontrollerer nyhedsstrømmen, altså alle andre end Facebook, Google og Twitter.

Mellemmændenes dominans går hårdt ud over medievirksomheder, og medierne skubber selv på denne udvikling ved at støtte mellemmændene for at opnå en kortsigtet gevinst. De burde i stedet udvikle et alternativ, og RSS er det rette udgangspunkt.

Danske medievirksomheder bør samarbejde om et websted og en mobil-app, hvor de tilbyder RSS-feeds. Ikke de nuværende feeds, som “Nyheder”, “Kultur” og “Indland”, men langt mere specialiserede feeds, fx “Kevin Magnussen”, “Finansloven” og “Syrien”.

Facebook gør sig store anstrengelser for at blive en nyhedskilde, og medierne bør ikke hjælpe Facebook – hvad de gør nu. Der er ingen fremtid i at høste klik fra Facebook.