Anmeldelse: How Google Works. Af Eric Schmidt og Jonathan Rosenberg

How Google WorksTitlen snyder – bogen handler ikke om, hvordan Google fungerer (eller arbejder – ordet works kan betyde begge dele). Det er en lidt banal bog om ledelse, som anviser, at man skal have en god virksomhedskultur, ansætte de bedste hoveder og give plads til kreativitet. Det er vist hørt før.

Jeg havde håbet på lidt mere, for Google er en interesssant virksomhed, og de to forfattere kender virksomheden bedre end de fleste. How Google Works er skrevet af Eric Schmidt og Jonathan Rosenberg. Førstnævnte var adm. direktør for Google fra 2001 til 2011 og nu er bestyrelsesformand. Sidstnævnte var leder af Googles produktafdeling fra 2002 og er nu rådgiver for Googles medstifter og adm. direktør, Larry Page. Google har over 45.000 ansatte i 40 lande og omsætter for mere end 55 mia. dollar.

Man skal selv sagt ikke vente dyneløfteri eller saftige afsløringer i en bog skrevet af firmaets mænd, men dette er nærmest en ophobning af banaliteter krydret med anekdoter, som kan være meget sjove men ikke bære en hel bog.

Ind imellem bliver det næsten interessant, for eksempel da Google ville ind på det kinesiske marked og skulle overveje, om de kunne leve med den omfattende censur, men det bliver kun overfladisk, og en ellers spændende historie bliver aldrig foldet ud.

Jeg havde også gerne hørt mere om Googles evne til at tænke stort; at digitalisere alle bøger, der nogen sinde er skrevet; at fotografere alle gader i verden; den førerløse bil. Hvilke overvejelser og beslutninger ligger bag den slags svimlende projekter, som næsten synes umulige. De bliver nævnt men vi kommer ikke ind bag facaden.

Bogen bærer præg af, at Google er stinkende rig, og det største problem er at finde på noget at bruge pengene til. Der er ingen nedskæringsrunder og end ikke rigtig konkurrence. Jo, de var da lidt bekymrede, da Microsoft annoncerede den nye søgemaskine, Bing, og det satte gang i produktudviklingen af Googles søgetjeneste, men også det er hurtigt overstået.

Bogen er for dem, der har en mere end almindelig interesse for Google. Der er næppe meget at hente for ledere og iværksættere, der vil gøre Google kunsten efter.

Køb How Google Works:

Se også:

Der er 11.335 verdenskendte mennesker. De 102 + 1 er danske

When and where were globally known individuals bornDer er 102 verdenskendte danskere – nulevende og afdøde – og H. C. Andersen er den mest kendte med en placering som nummer 289 på verdensranglisten. For at være verdenskendt skal man have biografier på mindst 25 sprog i Wikipedia, og det har 11.335 mennesker.

Projektet Pantheon på MIT har sat sig for at “kortlægge historisk kulturel produktion” for at forstå processen for global, kulturel udvikling, og det er både lærerigt og underholdende. Nedenstående video forklarer nærmere:

Vimeo: The Ghosts of Information.

Pantheon kan vise data med forskellige visualiseringer, hvor man kan sammenligne lande og fagområder, og man kan afgrænse tidsperioder.

Man kan for eksempel se, at der er 219 verdenskendte komponister, langt de fleste europæiske og to af dem danske; Carl Nielsen og Niels Gade:

Verdenskendte komponister

De tre mest kendte komponister er Mozart, Bach og Beethoven.

De tidligste verdenskendte er fra Mellemøsten og Østen. Fra middelalderen dominerede Europa og middelhavsområdet, og det tyvende århundrede var i høj grad det amerikanske århundrede. Her er udviklingen på 48 sekunder:

YouTube: Birthplace Of Globally Known Individuals.

De verdenskendtes fødeland er bestemt ud fra nuværende landegrænser, så Holberg er nordmand, selvom vi nok betragter ham som dansker, og Danmark er nummer 21 på listen over lande med flest verdenskendte.

De tre mest kendte personer er Aristoteles, Platon og Jesus. Begrænser man til personer født i det tyvende århundrede, indtages de tre første pladser af Che Guevara, Martin Luther King Jr. og Elvis Presley. Rangordenen bestemmes af sidevisninger, hvor der er justeret for pludselige udsving, så personer med kortvarig popularitet ikke får uforholdsmæssig høj placering, og der justeres for biografier, der kun har sidevisninger på få sprog. Pantheon pointerer, at rangordenen ikke skal tages for højtideligt.

Wikipedia er skrevet af frivillige, har ingen redaktionel linje, og der er før stillet spørgsmål ved prioriteringen: Why are pornstars more notable than scientists on Wikipedia? Der er måske større fokus på populærkultur end i et traditionelt leksikon, men det udlignes nok af, at der skal være biografier på mindst 25 sprog, før Pantheon medtager personen – det begrænser antallet af pornostjerner til 11 – Ilona Staller indtager førstepladsen, og man kan tilsyneladende kun være opført under en enkelt kategori, for Ilona figurerer hverken som politiker eller sanger, selvom hun har udøvet begge fag. Videnskabsfolk er bedre repræsenteret med 1.372 personer i kategorien Science & Technology, hvor Leonardo Da Vinci, Arkimedes og Isaac Newton indtager de tre første pladser.

Pantheon er interessant i sig selv, men det bliver endnu sjovere, hvis man sammenligner med andre dataset, for eksempel referencer til kendte personer i film og tv-serier. Filmdatabasen IMDb giver brugerne mulighed for at tilføje nøgleord, blandt andet hvilke referencer filmen har, og dem har bloggen FiveThirtyEight gravet frem: The Beatles Aren’t Bigger Than Jesus (Or Even Moses) at the Movies.

De tre mest benyttede referencer til personer i IMDb er ifølge ovenstående artikel Jesus, Shakespeare og Hitler, som i Pantheon indtager pladserne 3, 18 og 15, så den er ikke helt ved siden af.

Et andet interessant dataset er Google Trends, hvor man kan se, hvad der søges på Google. Sammenligner man de tre mest populære danskere ifølge Pantheon – Hans Christian Andersen, Tycho Brahe og Søren Kierkegaard – ser det således ud i Google Trends:

Google Trends: Hans Christian Andersen, Tycho Brahe, Søren Kierkegaard.

Der er altså overensstemmelse mellem Pantheons rangorden og søgevolumen i Google i dette tilfælde – men Kevin Magnussen har dog overhalet både Brahe og Kierkegaard og nærmer sig Andersen. Han er også – Magnussen – verdenskendt, for han har netop fået en biografi på det 25. sprog, men Pantheons data er ikke helt aktuelle, så han fremgår ikke af listen, men Danmark har altså 103 og ikke 102 verdenskendte.

Har du ambitioner om at blive verdenskendt dansker, er fodbold din bedste mulighed – hvis du er mand og ikke for gammel til den karriere. Ellers bør du forsøge dig som politiker eller skuespiller. Her er de verdenskendte danskere født siden 1910 – og den mest kendte er ikke overraskende Margrethe II:

Verdenskendte danskere født siden 1910

Google giver dig Tour de France, som du aldrig før har set det

Google Maps BikeDet handler om fremtidens dækning af sportsbegivenheder, når Google bliver sponsor for Bjarne Riis’ cykelhold. Google tænker stort, og når de kaster millioner efter et sponsorat, kan man være stensikker på, at der er mere på spil. Opdatering 2. december: Google bliver ikke sponsor. Se kommentar nederst.

Google vil dække sportsbegivenheder, som de aldrig før er blevet dækket, og Tour de France 2014 er et oplagt sted at begynde. Google har gjort det før – som et forsøg – og nu vil de gøre det for alvor.

Googlecykel

Foto: Hugger Industries.

I 2010 sponsorerede mobilproducenten HTC cykelholdet HTC-Columbia. Ved Tour de France var holdets ryttere udstyret med en HTC-telefon med Googles styresystem, Android, og en særlig udgave af appen My Tracks. Google oprettede tjenesten “MyTrackTour”, hvor man kunne følge holdes ryttere i realtid på Google Maps.

Googles dækning var meget enkel. Ruten var markeret i Google Maps, hvor man kunne følge holdets ryttere – sådan nogenlunde, for GPS-sporingen var ikke helt nøjagtig. Der var også et API, så andre kunne benytte tjenesten på deres websteder. Projektet var en del af Googles 20 procent-ordning, som gav medarbejderne mulighed for at arbejde med selvvalgte projekt 20 procent af arbejdstiden (den ordning er siden afskaffet).

MyTracks

Skærmbillede af Googles tjeneste til at følge holdet HTC Columbia ved Tour de France i 2010. Fra Googles blogindlæg Follow Team HTC-Columbia on Google Maps, skrevet af Dylan Casey, som var professionel cykelrytter på US Postal, inden han blev Product Manager hos Google. Han arbejder nu hos Yahoo!

Med udgangspunkt i erfaringerne fra 2010 vil Google gøre det igen men denne gang langt mere omfattende, og derfor har de brug for deres eget cykelhold.

  • Google Maps vil, som i 2010, have rutekort med oplysninger om stigningsprocenter og hvad der hører sig til. Det er muligt at gennemkøre ruterne i Street View i en særlig udgave, og under løbet kan man se, hvor holdets ryttere er.
  • YouTube viser direkte transmissioner fra holdets cykler, som er udstyret med kamereaer, der sender direkte til YouTube. Der bliver nok noget konflikt med tv-rettigheder, men det kan Google nok betale sig fra – hvis de ikke allerede har gjort det.
  • Apps til telefoner og tablets opdaterer løbende, så man hurtigt kan få overblik over løbets udvikling, når man ikke har mulighed for at følge det.
  • Google+ bliver samlingsstedet, hvor holdets fans kan diskutere løbet, og hvor holdets ryttere vil kommentere, når dagens etape er afsluttet.
  • Web. Og der kommer selvfølgelig en webtjeneste, hvor alt ovenstående bliver samlet. Den er målrettet brugere, der ser dagens etape på tv men vil have bedre informationer.

Tour de France 2014 bliver Googles første store satsning med sportsdækning. Det handler som altid hos Google om data. Indsamle, sortere, filtrere, formidle. Jo mere data, desto bedre, for Google er verdensmester i at håndtere data, og sport er data – rekorder, statistik og tal. Den disciplin behersker Google som ingen anden.

Googlecykel

Foto: Hugger Industries.

Andre virksomheder sponsorerer for reklameværdien, og det kan være svært at se sammenhængen mellem sponsoren og holdet. Google gør det ikke for reklamen, og det bliver ikke svært at se sammenhængen.

Ovenstående er spekulationer. Jeg ved ikke mere end du – nemlig at Bjarne Riis har indkaldt til pressemøde på mandag, og at “DR Sporten erfarer, at Google bliver sponsor for Bjarne Riis’ hold”. Men hvis det passer, tør jeg godt vædde en billet til Paris søndag den 27. juli 2014 på, at Google vil meget mere end at have navnet på holdets trøjer.

Googlecykler

Foto: Casey Bisson.

Der er flere grunde til, at Google vælger Tour de France. Løbet køres i et helt land og er derfor som skabt til Google Maps. Det køres over tre uger, så der er masser af data. Og det er så stort, at det er en udfordring.

Dertil kommer, at Google er en cykelvirksomhed. Hovedsædet ligger i Silicon Valley syd For San Francisco, nærmere bestemt Mountain View, og er fordelt på temmelig mange bygninger:

Når Googlerne skal rundt, cykler de: Inside the Cycleplex: The Weird, Wild World of Google Bikes. Der er 1.300 Google-cykler, og de er blå, røde og gule. Og så er der Googles konferencecykler:

http://player.cnevids.com/embed/5171b33bc2b4c00dd0c1cb57/5176e89e68f9daff42000013

Google har formodentlig flere cykler end samtlige andre sponsorer af cykelhold tilsammen, og alene derfor giver det mening for Google at sponsere cykling. Men jeg tror, det handler om meget mere.

Læs mere om, hvordan Google tænker:

Øverste foto: G.R.R.

Hvis Google køber Berlingske

company-page_brin[1]Hvem køber Berlingske? Egmont, Bonnier, JP/Politiken eller måske ejeren af Saxo Bank, Lars Seier – der gættes i øst og vest. Ingen gætter på Google, men hvad hvis?

Det er på ingen måde udsædvanligt for Google at købe virksomheder. YouTube er et opkøb, Android er er opkøb, og Google køber ikke bare unge startups, i 2011 købte de Motorola – en traditionsrig virksomhed fra 1928, der opfandt mobiltelefonen og længe inden producerede walkie-talkier, og det var gennem en radio fra Motorola, den første mand på månen, Niel Armstrong, sagde de berømte ord om et lille skridt for en mand men et tigerspring for menneskeheden.

Så hvorfor ikke Berlingske?

Google har været i mediebranchen siden 11. september 2001, hvor traditionelle nyhedstjenester på web brød sammen under presset efter terrorangrebene på World Trade Center i New York og Pentagon. Behovet for information oversteg mediernes serverkapacitet, og Google lagde nyheder på søgemaskinens ellers spartanske forside for at hjælpe med at holde den amerikanske befolkning informeret. Det blev begyndelsen til tjenesten Google News.

Google er dog ikke i “indholdsbranchen”, siger de. Virksomhedens mission er:

Googles mål er at organisere al verdens information og gøre den tilgængelig og brugbar for alle.

De vil organisere information, ikke producere, men de har for længst krydset grænsen mellem at organisere og producere, og de gør det ofte ved at organisere information på nye måder.

Og så er der konkurrenterne: Facebook vil være verdens bedste personlige avis; og for et par uger siden søgte Twitter en Head of News and Journalism:

“You must have deep experience leading teams in reporting, editing or managing journalists, as well as a strong record of executing strategic partnerships”.

Facebook, Twitter og alle de andre vil gerne være en personlig avis, og det vil de ved at indsamle historier gennem netværk. Google vil mere og bør have større ambitioner. Det er ikke nok at indsamle information – det kan Facebook og Twitter også – så hvorfor ikke tage Berlingske.

Der har i årevis været et anstrengt forhold mellem Google og gammelmedierne. Google mener, at medierne rykker for langsomt, mens medierne mener, at Google snylter på deres dyrt producerede journalistik. I Tyskland og Frankrig har medierne advokeret for lovgivning, der beskatter Googles succesfulde forretningsmodel og sender pengene tilbage til medierne, der er knap så succesfulde.

Her i landet ser vi – som mange andre steder – at medier lukker deres indhold inde bag betalingsmure, hvad der bestemt ikke harmonerer med Googles mission om at gøre information tilgængelig og brugbar for alle.

Google fortæller gerne og ofte, hvad medierne skal gøre, og de har i årevis medvirket i projekter i samarbejde med medierne, for eksempel Living Stories sammen med The New York Times og The Washington Post.

Når medierne verden over langsomt forbløder, lukker sig om sig selv og giver Google skylden for deres uformåenhed, må Google træde i karakter. Det er ikke nok at talk the talk, Google må walk the walk, og hvorfor ikke Berlingske?

Berlingske består af tre landsdækkende aviser, Berlingske, BT og Weekendavisen, som alle med chefredaktørens ord er gode forretninger. Dertil kommer fire trykkerier, som næppe er gode forretninger, knap 40 regionale og lokale aviser og 15 websteder. Berlingskes ejer, Mecom, har hidtil forsøgt at sælge hele pakken, men der var ingen købere, så nu sælges koncernen i stumper.

Google bør købe de tre landsdækkende aviser med tilhørende websteder, og så skal stort set alt nytænkes.

Webstederne skal være personlige nyhedstjenester, en kombination af Google Plus og Google News med brugeren i centrum.

Avis- og webredaktionerne skal adskilles. Alle levn fra avisæraen skal så langt væk fra web, som muligt.

Avisredaktionerne skal have frihed og økonomi til at gentænke avisen – altså den på papir. De skal ikke tænke web, mobil, podcast – de skal fokusere på, hvad papir kan.

Webredaktionerne skal løsrive sig fra papiræraens industriprodukt og levere personlige tjenester.

Google har ry for at være besat af data, så de vil elske arkivet. Berlingske blev etableret i 1749, så der er meget arkiv. En del af det findes på Infomedia, men det er dyrt at tilgå og temmelig håbløst organiseret. Det kunne Google gøre til en guldgrube af information.

Berlingske er en af verdens ældste aviser. Tag den, Google, og vis os, hvad du kan.

Se også:

Foto af Googles grundlæggere Larry Page og Sergey Brin: Google.

Lex Google indført i Tyskland i udvandet form

Demonstration mod LeistungsschutzrechtDen tyske forbundsdag har vedtaget en stramning af ophavsretten, som betyder, at søgemaskiner og aggregatorer skal have licens – og dermed betale afgift – for at linke til mediernes websteder: Um Googles Willen.

Foto fra demonstration mod Leistungsschutzrecht på Brandenburger Tor i Berlin, fredag den 1. marts 2013. Foto: handverbrennung.

Den kontroversielle lov, Leistungsschutzrecht für Presseverleger, blev dog vedtaget i en udvandet form, som tillader links og korte tekstuddrag uden licens. Det fremgår ikke tydeligt af lovteksten, hvor lange disse tekstuddrag må være, men det er formodentlig den længde, Google benytter ved søgeresultater, hvorimod tekstuddragene i tjenesten Google News nok er for lange.

Loven har været undervejs i nogle år og er løbende blevet stadig mindre restriktiv. Den endelige lov er ikke, hvad medierne ønskede, mens Google kan være godt tilfredse. Begge parter har i de seneste måneder ført kampagner, og Googles argument mod loven har været, at den var en trussel mod det frie internet.

I Frankrig har et lignende lovforslag være på tale, men her indgik Google en aftale, som blandt andet indebærer, at Google opretter en Digital Publishing Innovation Fund på 60 mio. Euro og etablerer et tættere samarbejde med franske medier for at hjælpe dem med at øge indtjeningen på nettet via Googles annonceløsninger.

Se også:

Google slipper for afgift i Frankrig. Næste slag Tyskland

Franske aviserLex Google. Skal Google betale en afgift til medierne for at indeksere deres historier og vise dem i søgeresultaterne? Ja, mener medier i flere europæiske lande, først og fremmest Tyskland, Frankrig og Italien.

I går, fredag, indgik Google efter et par måneders forhandlinger en aftale med den franske regering, og nej, Google skal ikke betale afgift. Googles bestyrelsesformand, Eric Schmidt skriver i et kort indlæg på Googles officielle blog, at aftalen indebærer, at Google opretter en Digital Publishing Innovation Fund på 60 mio. Euro og etablerer et tættere samarbejde med franske medier for at hjælpe dem med at øge indtjeningen på nettet via Googles annonceløsninger: Google creates €60m Digital Publishing Innovation Fund to support transformative French digital publishing initiatives.

Fondens bestyrelse på syv medlemmer bliver nedsat inden for to uger og får repræsentanter fra Google, de franske medier og uafhængige. Fonden vil udvælge projekter, der skal modtage støtte, og midlerne bliver uddelt over tre til fem år, derefter skal aftalen med Google genforhandles: Ce que dit l’accord entre Google et la presse.

Det er en frivillig aftale mellem parterne, så der blev altså ingen lovgivning. Google købte sig fri og slap for en afgift.

Næste slag står i Tyskland, hvor regeringen har fremsat lovforslaget Leistungsschutzrecht, der pålægger søgemaskiner, først og fremmest Google, en afgift for at linke til medierne. Det vil vise sig, om den franske aftale påvirker lovgiverne i Tyskland. Talsmanden for det tyske forlag, Springer, Christoph Keese, har længe agiteret for loven og mener, at den franske model er et skridt på vejen men ikke nok: Leistungsschutzrecht: Welche Folgen hat die französische Einigung für Deutschland?

Den franske aftale har nok sat en – ihverfald foreløbig – stopper for tankerne om en fælles eu-afgift, som den franske kulturminister tidligere har talt for, men mon ikke andre lande hurtigt vil stille sig op i køen for at få fondsmidler fra Google.

Herhjemme har Berlingskes chefredaktør, Lisbeth Knudsen blogget begejstret om en afgift: Googles sans for betaling, men der har hidtil ikke været opbakning fra politikerne.

Se også:

Foto: ebrkut.

Lex Google er en adfærdsregulerende afgift, som vil skade medierne og styrke Google

Fremtidsvej spærretEuropæiske mediebosser har fået blod på tanden, efter at tyske og franske medier har overbevist politikerne om, at det er en god ide at pålægge Google en afgift for at linke fra søgemaskinen til medier: Først Tyskland, så Frankrig. Vil EU indføre lex Google? Italienske og spanske medier er helt med på den, og her i Danmark synes Berlingskes chefredaktør, Lisbeth Knudsen, at det er en strålende ide: Googles sans for betaling. Hun skriver:

Hvad mener de danske mediepolitikere om den sag, når de tør gøre noget ved det i Frankrig.

Vi kan ikke længere leve af idealet om den gode trafik fra Google til vores web-sider, når Google selv snupper hovedparten af det digitale annoncemarked over på deres sites til lavere priser og større trafiktal. Google er lige nu den største trussel mod, at dagbladene økonomisk kommer godt igennem med en ny og bæredygtig, digital forretningsmodel.

Google har i et brev til flere franske ministre truet med at udelukke de franske medier fra søgemaskinen, hvis afgiften indføres, men lad os lege med tanken. Hvad sker der, hvis afgiften bliver til noget?

Inde på Christiansbog opererer de med begrebet adfærdsregulerende afgifter. For eksempel sætter man afgiften på cigaretter op for at begrænse rygning. Det fungerer nogen gange.

Hvis man beslutter at pålægge Google en afgift for links fra søgemaskinen til medierne, tror jeg, at den vil fungere som en adfærdsregulerende afgift; Google vil gøre mindre brug af links til medierne, og de vil tilmed få et bedre produkt.

Et eksempel: Hvis man googler “orkanen Sandy”, som er aktuel i disse dage, er søgeresultatet domineret af medier, og især historien “Orkanen Sandy tager til i styrke på vej mod USA”. Det er et telegram fra Ritzau, som stort set alle medier har bragt.

Med den foreslåede afgift skal Google betale alle disse medier, der bringer en enslydende historie. Mon ikke Google mener, at de penge er dårligt givet ud og skruer lidt på algoritmen, så der kun er et enkelt link til enslydende eller næsten enslydende historier, som Google skal betale for at linke til. Google sparer penge, for de skal kun betale afgift en gang og ikke 10 eller mere. Og Google får et bedre produkt, for ingen har glæde af den samme historie i mange udgaver.

Desuden åbner det for andre aktører – blogs og andre, der ikke er medier og derfor ikke skal have afgift. Hvis jeg her på dSeneste skriver en historie om orkanen Sandy, vil den få en væsentlig bedre placering på Google, fordi mange links til medierne er sorteret fra. Jeg vil se det som en oplagt mulighed, og det er jeg næppe ene om.

Google er ikke fedtet med links – det er man sjældent, når det er gratis – men hvis links bliver en vare, Google skal betale for, er det nok en anden snak. Algoritmerne vil formodentlig stadig prioritere kvalitet højt, for Google lever af at have den bedste kvalitet, men algoritmerne vil nok også tage prisen for et link i betragtning, og hvis et gratis link har samme kvalitet som et betalt, vil det gratis nok have en større chance.

Google kan selv bestemme afgiftens størrelse, og de kan fjerne den helt, hvis de – som de truer franskmændene med – fjerner medierne fra søgeresultaterne. Det er altså en meget usikker indtægt for medierne, og den kan i værste fald gøre mediene afhængige af Google.

Lex Google er en meget dårlig idé for medierne. Den er næppe det store problem for Google. Og den er fantastisk for mig og andre ikke-medier – især når medierne også indfører betalingsmure.

Det virker ikke særlig gennemtænkt, og der ligger da også noget andet bag – det er en misundelsesskat. Lisbeth Knudsen:

Google hjemtog ifølge en analyse foretaget af søgemaskine-eksperten Wordstream trods alt bare i seneste kvartal annonceindtægter svarende til 121 millioner dollars eller 700 millioner danske kroner om dagen. De ufatteligt mange penge tages ud af et presset annoncemarkedet for andre medier så som dagbladene over hele verden, der i disse tider taber stort til søgegiganten.

Chefredaktøren mener, at Googles indtægter “tages ud af” medierne, men det passer ikke. Når man googler “orkanen Sandy” er der ikke en eneste annonce, for der er nemlig ingen annoncører, der ønsker at markedsføre deres produkter ved en historie om et naturfænomen, der ødelægger huse og dræber mennesker. Google tjener ikke noget på medierne. De tjener, når man søger ferierejser, vaskemaskiner og vinterdæk.

Desuden har Google i vidt omfang opbygget et nyt annoncemarked – noget medierne har forsømt. Der er mange annoncører på Google, som aldrig har og aldrig vil annoncere i medierne. Google har udfyldt et hul i markedet, de har ikke “taget noget”, der tilhører medierne.

Først Tyskland, så Frankrig. Vil EU indføre lex Google?

European UnionTyskland og Frankrig vil indføre en lex Google, som pålægger søgemaskiner en afgift for links til mediernes websteder. Nu lufter den franske kulturminister, Aurélie Filippetti, tanker om, at en sådan afgift skal udbredes til hele EU: “Si l’Europe peut avancer unie sur ce dossier, elle sera plus forte” (Hvis Europa kan bevæge sig fremad sammen om dette spørgsmål, vil det være stærkere). Det kunne man læse i Le Figaro: Google menace de ne plus référencer la presse française, hvor det kom frem, at Google truer med at udelukke franske medier fra søgeresultaterne, hvis Frankrig indfører afgifter for links.

Den tyske koalitionsregering vedtog tidligere på året at fremsætte et lovforslag, der pålægger Google en sådan afgift. Loven, Leistungsschutzrecht, er endnu ikke vedtaget af forbundsagen.

Tyskland og Frankrig er de to mest indflydelsesrige lande i EU, og med den franske kulturministers udtalelse er tanken om en fælles EU-lov ikke fjern.

Link-afgift er ikke en ny tanke. I Tyskland har loven været tre år undervejs og første udkast, som blev fremlagt i foråret, omfattede en afgift for alle kommercielle websteder. Da det var svært at blive enige om, hvad kommerciel betyder, omfattede andet udkast kun søgemaskiner, men det tredje og endelige udkast omfatter søgemaskiner og aggregatorer. Blandt disse er tjenesten Google News, som danske medier hele tiden har boykottet og møder modstand flere steder, senest i Brasilien, hvor 145 medier – 90 procent af medierne i landet – vil have betaling for at levere nyheder til Google News: Google News faces mass newspaper boycott in Brazil. I 2007 sagsøgte det franske nyhedsbureau AFP Google for krænkelse af ophavsretten ved at bringe overskrifter, uddrag og billeder på Google News. De indgik en licensaftale; Agence France-Presse, Google settle copyright dispute, men det blev aldrig offentliggjort, om der var betaling involveret – det var der formodentlig.

Lovforslaget i Tyskland blev til efter omfattende lobbyarbejde fra tyske medier, og umiddelbart efter vedtagelsen mødtes tyske og franske medievirksomheder i Paris, hvor de udsendte en fælles erklæring om, at de sammen vil fortsætte bestræbelserne. Talsmanden for det tyske forlag Springer, Christoph Keese, har lagt erklæringen på sin blog på tysk og fransk: Gemeinsame Erklärung deutscher und französischer Verlage zum Leistungsschutzrecht.

Sammenslutningen af spanske dagblade, aede, har også luftet tanker om en afgift til Google, og i Danmark har ideen været fremme flere gange, senest i januar 2012 fra Altingets chefredaktør Rasmus Nielsen, bakket op af formanden for Dansk Journalistforbund, Mogens Blicher Bjerregård, som også har været talsmand for, at teleselskaberne skal betale en afgift til medierne.

Google er selvsagt ikke glade for udsigterne til en afgift. Tidligere på måneden sendte virksomheden et brev til flere franske ministre, hvor de truede med at fjerne franske medier fra deres indeks og påpegede, at der hver måned klikkes 4 mia. gange fra Google til de franske medier: The facts about our position on French copyright proposals. En afgift vil true virksomhedens eksistens, skriver Google, som næppe mener, at den franske lov i sig selv vil true Google på livet, men hvis den indføres i hele EU og siden udbredes til andre verdensdele, er det alvorligt.

Google har før fjernet medier fra sit indeks. Da de tre belgiske medier La Libre, Le Soir og La Capitale i 2006 sagsøgte Google for brud på ophavsretten ved at indeksere de tre aviser på Google News og fik medhold i juli 2011, fjernede Google ikke bare de tre aviser fra Google News men også fra søgemaskinen.

Striden står om, hvem der tjener på hvem. Google påpeger, at de sender millioner af brugere til medierne, hvad der kun kan være til mediernes fordel. Det franske analysebureau AT Internet anslår, at 39,7 procent af de besøgene på franske mediers websteder kommer fra Google.

Medierne afviser ikke, at Google sender trafik, men fokuserer på de søgninger, hvor brugerne ikke klikker på et link, når de har søgt, fordi de allerede får svaret på Googles søgeside. Dermed går medierne glip af trafik men leverer værdien i søgeresultatet, og det bør Google kompensere for.

Det er korrekt, at Google i stigende omfang forsøger at give svaret på søgesiden i stedet for at sende brugerne videre. Hvis man søger vejret i Sao Paolo, får man en aktuel vejrudsigt direkte i søgeresultatet. Søger man 100 DKK i EUR, får man straks at vide, hvor mange euro man får for 100 danske kroner. Ofte kan man få sportsresultater live, for eksempel under store tenniskampe og amerikansk fodbold. Disse svar kommer dog ikke fra medierne men fra indholdsleverandører, Google har aftaler med og betaler.

Medierne vil også opfattes som indholdsleverandører, der giver værdi til Google og derfor skal kompenseres. Google afviser ikke, at medierne tilføjer værdi for Google, men som en undersøgelse viste for nylig, tjener Google ikke noget på links til medierne, fordi Google ikke kan knytte relevante annoncer til de søgninger, der fører til mediernes websteder og derfor sjældent har annoncer ved disse søgninger.

Googles søgemaskine bliver bedre, når medierne er med, men det er ikke en værdi, Google kan omsætte direkte til annonceindtægter, for Google har samme problem, som medierne selv, nemlig at der ikke er penge i nyheder og journalistik. Der er penge i kommercielle søgninger – altså søgninger efter billige ferierejser, mobiltelefoner og vaskemaskiner.

Værdikæden på nettet er ikke så entydig som i den analoge verden.

Det er bestemt ikke utænkeligt, at Google vil fjerne tyske og franske medier fra søgeresultaterne, hvis afgifterne bliver indført i de to lande, hvad der på kort sigt vil skade medierne mere end Google. Det er dog en balancegang, for EU har allerede kik på Googles dominerende stilling og varslet indgreb, ligesom EU tidligere har stillet krav til Microsoft. Desuden har EU netop pålagt Google at ændre brugen af personoplysninger: EU demands Google privacy rethink.

Google mener tydeligvis, at afgiften er uretfærdig, og at Google tilfører medierne værdi ved at indeksere deres sider og sende brugere deres vej. Det kan ikke være Googles problem, at medierne ikke formår at tjene penge på disse brugere.

Det er endnu ikke klart, hvad lovgiverne i Tyskland og Frankrig mener, et link er værd. Google har netop fremlagt regnskab for tredje kvartal 2012 med et overskud på 2,18 mia. dollar. Det er et fald på 20 procent i forhold til tredje kvartal sidste år, men der er da noget af tage af. Pengene kan dog hurtigt få ben at gå på, hvis de skal finansiere samtlige verdens nødlidende medievirksomheder.

Se også:

Hvad tjener Google på medierne? Intet ifølge ny undersøgelse

SparegrisTyskland er ved at indføre Leistungsschutzrecht, som pålægger søgemaskiner en afgift for at linke til mediernes websteder. Debatten har raset hele året, og et af de store spørgsmål er, hvor meget Google tjener på at inkludere mediernes artikler i søgeresultaterne. Også herhjemme er der fortalere for, at Google skal betale medierne for at indeksere deres artikler.

Den tyske virksomhed The Reach Group har analyseret 1,5 mia. søgeresultater for at få en ide om, hvorvidt Google lukrerer på medierne og derfor bør betale: Press publishers and Google – figures about ancillary copyright. Resultatet passer meget godt med, hvad andre tænkene væsener har formodet: Google tjener intet på journalisters arbejde.

Undersøgelsens hovedkonklusioner er:

  • 1,1% af Googles annoncer vises på sider, der domineres af mediernes indhold (mindst fem søgeresultater er fra medier);
  • 92,5% af Googles søgeresultater fører ikke til et medie;
  • 8,3% af søgeresultaterne på den vigtige øverste placering tilhører medier;
  • Hvis søgningerne måles på deres betydning i forhold til efterspørgsel, er summen af alle 1.200 tyske medier kun en smule højere end Wikipedia;
  • I 55,6% af de undersøgte søgninger viser Google annoncer;
  • Hver syvende medie benytter selv annoncer på Google.

Det er måske overaskende, at Google kun viser annoncer på lidt over halvdelen af søgningerne – hvorfor ikke dem alle? Svaret er, at Google gør sig umage med at vise relevante annoncer, og hvis der ikke er relevante annoncer, bliver der ikke vist annoncer overhovedet.

Der er sjældent relevante annoncer til de søgninger, hvor medierne hitter. Det er typisk søgninger om aktuelle begivenheder som jordskælv, valg eller en politikers ægtefælles seksuelle observans. Kun få annoncører finder disse søgninger attraktive. Der er derimod mange annoncer på søgninger efter produkter og serviceydelser, og der er medierne ikke blandt søgeresultaterne.

Medierne er altså ikke en guldgrube for Google, hvis man skal tro denne undersøgelse, og lidt sund skepsis er måske meget godt, for The Reach Group lever af “search engine optimization and advertising, social media management, conversion optimization and business intelligence”. De har altså ingen interesse i, at Google pålægges en afgift, hvad der formodentlig vil få annoncepriserne til at stige.

Undersøgelsen passer dog meget godt med andre tal. Ifølge Google selv foretages der hver dag 4,7 mia. søgninger, og Google sender hver dag 144 mio. besøgende videre til medier i hele verden. 20% af søgningerne er kommercielle – altså søgninger efter produkter og serviceydelser – og ved 95% af søgningerne klikker brugeren på et organisk søgeresultat, ikke en annonce.

Google har med årene udviklet det absolut bedste annoncesystem, men pengene hentes på en forholdsvis beskeden andel af søgningerne – de kommercielle.

I stedet for at kræve afgifter af Google burde medierne blive bedre til at hitte på de kommercielle søgninger og få fat i brugere, der sidder med kreditkortet i hånden. Et eksempel: Når jeg skriver en anmeldelse af en bog, hitter min anmeldelse på Google. Det kan være denne: Anmeldelse: Unboss. Af Lars Kolind og Jacob Bøtter. Jeg sørger for at bogens titel, ordet anmeldelse og forfatternes navne indgår i overskriften. Det er disse ord, folk søger, og den anmeldelse får besøg via Google hver eneste dag. Alle medier har anmeldt samme bog, men enten er anmeldelserne ikke på nettet eller de har kreative overskrifter, som ikke svarer til, hvad folk søger. Mine anmeldelser afsluttes med links til forhandlere af bogen, så man kan købe den direkte fra anmeldelsen.

Nogle få anmeldelser har meget lang levetid. Denne anmeldelse af Groundswell er fra 2008 og har den seneste måned fået 10 besøg fra Google, som har resulteret i et salg. Det bliver jeg ikke rig af, men hvor mange anmeldelser i medierne tjener penge efter fire år?

Og med John Patons ord: Når medierne mister de analoge kroner, må de begynde at stable de digitale øre.

Se også:

Foto: 401(K).

Tyskland vil indføre lex Google

SparegrisHele foråret har Tyskland debatteret lovforslaget Leistungsschutzrecht, hvis formål er at indføre en afgift på links til mediernes websteder. Medievirksomheder mener, at andre websteder lukrerer på mediernes historier ved at linke systematisk til dem og skabe en forretning omkring disse links. Dette skal medierne så kompenseres for med en afgift.

Det oprindelige lovforslag var rettet mod kommerciel brug af links, men denne formulering er nu ændret til specifikt at gå efter søgemaskiner. Tidligere stod der, at det var gratis at linke for websteder med ikke-kommercielle formål, “nicht gewerbliche Zwecke”:

“Zulässig ist die öffentliche Zugänglichmachung von Presseerzeugnissen für nicht gewerbliche Zwecke.”

Vanskelighederne med at afgrænse ikke-kommerciel har resulteret i en ny formulering, som siger, at det er gratis at linke, med mindre man er en søgemaskine “… soweit sie nicht durch die Anbieter von Suchmaschinen erfolgt”:

“Zulässig ist die öffentliche Zugänglichmachung von Presseerzeugnissen, soweit sie nicht durch die Anbieter von Suchmaschinen erfolgt.”

Da Google er den absolut dominerende søgemaskine i Tyskland, er loven de facto en lex Google: Leistungsschutzrecht wird zum Google-Gesetz. Google har endnu ikke reageret på den nye formulering, men bestyrelsesformand Eric Schmidt sagde tidligere på året, at ordningen vil bremse udviklingen af web: Google: LSR wäre “Bremse fürs Internet”.

[Opdatering, tirsdag 31/7] Google har nu reageret. Talsmand for virksomheden, Kay Oberbeck, siger: “Denne lov beskytter ingen, og skader alle – brugere, medier, søgemaskiner og den tyske økonomi” og opfordrer til et møde med alle parter: Google will Runden Tisch zum Leistungsschutzrecht.

Lovforslaget forventes behandlet i Forbundsdagen til september, og hvis det vedtages, vil det måske inspirere til lignende lovforslag herhjemme, hvor tanken dukker op med jævne mellemrum: DJ støtter Google-told – DDF og FDIM kritiske.

Se også:

Foto: 401(K).