Forsigtig optimisme: Denne gang har medierne måske forstået, at internet ikke er en distributionsform

Fremtidsvej spærretTiden er kommet til, at medierne gør et nyt forsøg på at få en fornuftig forretning på internet. Det sker hvert andet år, når det foregående forsøg viser sig at slå fejl. I 2010 udviklede alle medier apps til iPad, som skulle redde branchen. Det gik, som forudsagt her på kanalen: Lisbeth Knudsen tror, iPad er et skridt tilbage og glæder sig til avisens genkomst. I 2012 var svaret betalingsmure, og det gik også som forudsagt: Er der liv efter betalingsmuren?

Denne gang er svaret nichemedier; JP/Politiken åbner finans.dk og Berlingske Media åbner politiko.dk, og der er små tegn på, at disse forsøg vil falde bedre ud end de foregående. Noget tyder på, at branchen har erkendt, at det ikke går at overføre avisen fra papir til skærm. Der er denne gang ingen udtalelser som Lisbeth Knudsens ved introduktionen af iPad:

“Det er et gennembrud for en ny, attraktiv måde at vise aviser på.”

Der er ingen udtalelser som Lars Grarups ved introduktionen af betalingsmure:

“Da avisejere verden rundt erfarede, at annonceløsningen ikke kunne stå alene – og at printoplaget dykkede hastigt – var det logiske at kopiere de betalingsløsninger, der havde fungeret for printaviserne i så mange år.”

Udtalelser som disse peger tilbage, ikke frem, og derfor var det temmelig nemt at forudsige, at apps til iPad og betalingsmure blev fiaskoer.

Det første tegn på, at de øverste lag i medievirksomhederne er begyndt at flytte sig, kom den 11. april 2014, hvor nyhedsdirektør på TV 2, Michael Dyrby, sagde:

“De virksomheder i verden, som det er gået bedst og som er steget hastigst og som er blevet mest rige, det er teknologifirmaer. Det er de firmaer, der har fundet ud af, hvad brugerne gerne vil have. Hvad er det for behov, de har. Og der må vi sige – os der er contentfolk, altså indholdsfolk – vi er nok ikke fulgt med der. Vi har endnu ikke formået at udnytte teknologien, de nye spring optimalt. Det er den chance vi har lige nu i den digitale transformation, der er i øjeblikket. Der har vi måske en chance for at få en genforbindelse med brugerne.”

Medieevolution: Fra det ejbølske stadie til det dyrbyske.

Michael Dyrby fik ikke umiddelbart opbakning fra kollegerne, heller ikke da jeg direkte spurgte chefredaktør Tom Jensen fra Berlingske og digital Redaktør Anders Refnov, Ekstra Bladet: Mennesker og medier: Grænserne udviskes. Men nu – et lille halvt år senere – er der inddirekte opbakning til Michael Dyrbys erkendelse.

Links

Mest markant er Lisbeth Knudsens udtalelse om, at politiko vil linke til andre:

“Vi tror på, at det skaber mere trafik til os, hvis vi også er store nok til at anerkende, når andre har lavet noget godt. På den måde kan vi være guider for de politisk interesserede læsere. Og vi tror på, at folk vil vende tilbage til os, hvis vi laver den rigtige form for guiding.”

Politiko.dk vil linke til andre medier og sælge taletid til politikere.

Det er helt nyt – ikke bare for Lisbeth Knudsen men for hele branchen. 22 år efter linket blev introduceret sammen med web, og 16 år efter, Google blev grundlagt og viste, hvad man kan, hvis man forstår links, er mediebranchen stadig ikke meget for at bruge dem. Det fremgår ikke, hvordan Politiko vil implementere brugen af links. De kan være et effektivt journalistisk redskab, men det kræver en markant kulturændring.

Links kommer i flere udgaver:

  • Link til kilden. En omskrevet pressemeddelse skal have et link til pressemeddelelsen. Det gør medier aldrig, fordi læserne helst ikke skal opdage, at det er en omskrevet pressemeddelelse. Der skal altid være links, hvis det er muligt. Det handler om troværdighed og gennemsigtighed. Hvis journalistik blev opfundet i dag, ville “link til kilden” være et mantra, de studerende på journalistuddannelserne ville høre igen og igen.
  • Link til konkurrenten. Nej, det går ikke at skrive “… udtaler Finansministeren til Politiken”. Der skal være et link til udtalelsen. Men links til konkurrenterne er mere end links i artikler, det er et selvstændigt, journalistisk format: 3 nye formater for journalistik. Og, som Jeff Jarvis har messet siden 2007: Cover what you do best. Link to the rest.
  • Link til sammenhæng og baggrund. Det er blevet almindeligt, at medier indsætter mere eller mindre relevante links i artikler, men formålet er oftest at lokke læseren til at klikke end at tilføre artiklen værdi. Det er tydeligvis ikke en del af journalistens skriveproces at indtænke links til relevant information, og de links, man ser i artikler, er klistret på bagefter.

Det er svært at sige, om Lisbeth Knudsen og resten af holdet på Berlingske har forstået links, men der vil i bedste fald gå et par år, før de er indarbejdet på en ordentlig måde. Det er dog ubetinget positivt, at Berlingske nu vil benytte links.

Debat

Debat har altid været væsentligt for medierne, og de har også forsøgt mange variationer på nettet. Første forsøg var tjenesten Politiken On Line, som åbnede i 1994 og lukkede et par år efter. Den tjeneste står stadig som den danske mediebranches bedste forsøg på debat.

Siden er det ikke gået så godt, og derfor foregår debatten hovedsageligt på Facebook og Twitter. Politiko vil prøve igen. Chefredaktør Tom Jensen siger:

“Politiko.dk vil sprænge rammerne for, hvordan man kan engagere sig i debatter. Her vil alle kunne blande sig i debatten, og her kan politikere, erhvervsfolk, lobbyister og debattører konkurrere om at sætte den politiske dagsorden, hvis argumenterne er gode nok.”

Berlingske lancerer Danmarks nye politiske mødested.

Det er ikke særlig konkret, men udtalelsen tyder på, at der er afsat ressourcer og vil blive brugt energi på sagen. Den afsluttende bisætning “hvis argumenterne er gode nok” tyder på, at der vil være en form for redigering.

Desuden vil Politiko sælge adgang for partier, organisationer og virksomheder, som kan få deres egen side – formodentlig lidt i stil med en side på Facebook. Det er en god idé og et sjældent forsøg på nytænkning. Jeg og andre har foreslået den slags i årevis – Politiken On Line gjorde det tilbage i 90’erne – og nu må vi se, om Berlingske kan implementere det. En forudsætning er, at Politiko ikke gemmes bag en betalingsmur. Berlingske vil nå “de mere end 1,8 mio. danskere, der er intresseret i politik, og som er online næsten hver dag”, og det gør man kun, hvis tjenesten er åben for alle, så det bliver den formodentlig.

Nichemediernes genkomst

Berlingske nedlagde nichemedierne rejseliv.dk og sporten.dk og foldede dem ind i henholdsvis b.dk og bt.dk, fordi de ville have flere sidevisninger på hovedmedierne. De burde i stedet have dyrket nicherne. En bruger på et nichemedie er mere værd end en bruger på et omnibusmedie – hvis man gør det rigtigt. Det har Berlingske hidtil ikke været i stand til. Brugerne på business.dk er ikke meget mere værd end brugerne på b.dk, fordi Berlingske – som de øvrige medier – ikke har etableret relationer til brugerne og serviceret dem individuelt.

Det optimale er individuelle medier, hvor indholdet er tilpasset den enkelte bruger – som Facebook, Twitter, Google og alle de andre rendyrker – men det lader ikke til, at det er lige på trapperne. Måske Politiko vil gå den vej, men det bliver vist ikke i første inkarnation.

Digital first

JP/Politikens finans.dk er en relancering af epn.dk med en kombination af gratis indhold og abonnement og ifølge Jyllands-Postens chefredaktør Steen Rosenbak ikke en avis på en skærm:

“Det her er efter min opfattelse det første rigtige digital first-projekt fra den etablerede danske medieverden. Det er et opgør med den måde, vi i den danske mediebranche altid har tænkt. Vi vil ikke lave avis og så lægge det på nettet bagefter.”

JP: »Det her er det største erhvervs-journalistiske projekt i 25 år«

Vi har hørt den slags før, men det har hver gang været papiravisen om igen. Måske vil det være anderledes denne gang, men intet i ovenstående interview tyder på radikale ændringer. Der er de sædvanlige store ord, og når man har hørt dem i 20 år, er det lidt svært at lade sig rive med – men måske er det denne gang mere end ord.

Og TV 2 er klar med ny digital strategi her et halvt år efter Michael Dyrbys udmelding om, at “vi har endnu ikke formået at udnytte teknologien”. Det er dog heller ikke særlig konkret, men ihukommende Michael Dyrbys meget usædvanlige selverkendelse er der belæg for optimisme.

Alt i alt gode meldinger fra Berlingske, JP/Politiken og TV 2 efter sommerferien. Og her på dSeneste er en samlet redaktion forsigtig optimistisk på mediebranchens vejne. Efter et spildt årti.

Stakkels Jakob Willer

Jacob WillerDet er synd for Jakob Willer, direktør for Telekommunikationsindustrien. Han er desperat, siger han på Twitter. Hans desperation skyldes konflikten mellem tele- og filmbranchen. Sidstnævnte mener, at førstnævnte tjener penge på sidstnævnte og ser gerne, at førstnævnte betaler op til 60 millioner kroner om året til sidstnævnte.

Jakob Willer er af en anden mening. Telebranchen tjener intet på filmbranchen – det er snarere en udgift, at folk bruger så meget båndbredde på at downloade og streame film.

Det er nemt at forstå Jakob Willers frustration. Det er lykkedes filmbranchen at gøre det til en vedtaget sandhed, at telebranchen tjener millioner på danske film, og det har de formået uden den fjerneste dokumentation. Der er ikke en eneste halvhjertet undersøgelse, som viser, at vi opgraderer vore bredbåndsforbindelser for at se danske film, men adskillige politikere i Folketinget – som tilsyneladende ikke vægter dokumentation særlig højt – har købt argumentet: Politikere kræver betaling af teleindustrien.

I sin desperation appellerer Jakob Willer til mediebranchen. Hvor er journalisterne, spørger han på Twitter:

Medierne har været mikrofonholdere til filmbranchens påstand om, at telebranchen tjener millioner på deres produkt, men ingen journalist har forholdt sig skeptisk til påstanden, og ingen medier har – så vidt jeg ved – sat sig for at undersøge påstanden.

Det er måske dovenskab eller ligegyldighed eller uformåenhed, men det kan også være, at mediebranchen ikke har lyst til at grave i den slags, for de bruger samme argument for at suge penge ud af Google: Stjæler Google fra medierne? Påstanden gentages ofte, men ingen dokumenterer den. Medierne mener, at Google tjener på deres produkt og derfor bør pålægges en afgift, som skal gå til medierne – nøjagtig som filmbranchen vil have fra telebranchen. Medierne har heller ikke den fjerneste dokumentation for, at Google tjener på deres produkt – det er blevet en vedtaget sandhed.

Der er ikke noget at sige til, at medierne holder sig tilbage for at undersøge filmbranchens påstand.

Der sidder en del dumme politikere i Folketinget, som hopper på vedtagne sandheder, men de har heldigvis ikke så meget indflydelse – det er måske derfor de råber højt. Vi har ikke – og får forhåbentlig ikke – lovgivning, der flytter penge direkte fra en branche til en anden. Vi skal som samfund tage penge med den ene hånd og give med den anden, men vi skal ikke afgiftbelægge en rig branche for at støtte en fattig. Der må ikke være sammenhæng mellem den hånd, der tager, og den, der giver. Det er ikke et skatte- og afgiftsystem, vi ønsker.

Medierne vil næppe undersøge filmbranchens påstand – og de vil slet ikke undersøge deres egen. Det ville være interessant at få de undersøgelser, og det ville klæde de politikere, der hopper på de vedtagne sandheder, at iværksætte sådanne undersøgelser.

Se også:

Foto af Jacob Willer: Teleindustrien.

Filmbranchen skal dokumentere, at telebranchen skylder dem 63 millioner

Bring It OnFilmbranchen vil have 63 mio. kroner af telebranchen, fordi telebranchen – ifølge filmbranchen – tjener på, at folk ser film via deres bredbåndsforbindelser. Filmbranchen når tallet 63 mio, fordi de skal have tilført 80 mio. kroner for at producere 25 film om året. De har fået nogle millioner med medieforliget og mangler altså lige 63, så dem skal telebranchen betale, siger de.

Tallet 63 mio. kommer ikke fra en vurdering af, hvor meget telebranchen tjener på, at folk køber bredbåndsforbindelser for at se danske film – og her må man formode, at filmbranchen mener, at folk ser filmene via piratkopiering, for de lovlige tjenester giver jo indtægter til filmbranchen – men en vurdering af, hvad branchen lige står og mangler for tiden.

Filmbranchen har ikke – så vidt jeg kan se på de mange artikler om sagen – leveret en troværdig analyse af telebranchens indtjening på danske film. Jeg vil tro, telebranchens indtjening på den konto er omkring 0 kroner, men jeg lader mig gerne overbevise af en troværdig undersøgelse, bring it on.

På den anden side ved jeg, at filmbranchen nyder en del skjult støtte. Det er helt almindeligt i branchen – som har mange freelancere – at man arbejder en del af året og går på dagpenge, når man ikke gider at arbejde. Bevares, nogle går også på dagpenge, fordi de ikke kan få arbejde, men dagpengesystemet bliver efter mine erfaringer – som er baseret på temmelig intimt kendskab til flere af branchens medarbejdere – benyttet som en udvidet ferieordning. Jeg kender en, der helst ikke arbejder mere end seks måneder om året, hvor hun så tjener 40.000 om ugen – og så går på dagpenge de øvrige seks måneder. Det er ikke ualmindeligt.

Så er der de mange ulønnede stillinger, som unge tager, fordi de drømmer om en fremtid i rampelyset. Det udnytter branchen skamløst.

Det er en rådden branche, og nu vil de så have 63 mio. kroner fra telebranchen – uden den mindste dokumentation for, at telebranchen tjener så meget som en krone på danske film. Det er uanstændigt.

Filmbranchen skal tage sig synder og sammen. Det er ikke finkultur – det meste er faktisk temmelig plat – og de må finde pengene selv. Jeg betaler ikke min teleregning for at finansiere en forkælet selvhøjtidelighed.

Filmbranchen kunne begynde med at etablere en ordentlig tjeneste, hvor man kan se danske film – altså alle danske film – som jeg og andre foreslog for år tilbage, hvilket de kloge sagde ikke kunne fungere – det var inden Netflix.

Branchen har ikke løftet en finger siden debatten i 2011, og de har næppe tænkt sig at gøre noget nu. De vil have tilskud og overførselsindkomst og skjult tilskud via dagpenge.

De burde skamme sig, burde de. Og det kunne de jo lave en film om.

Se også:

Medierne kan udvikle en fælles nyheds-app med hele 4,5 forretningsmodeller

Lang haleNår vi trækker telefonen for at blive opdateret, benytter vi Facebook og Twitter, og medierne kæmper bravt for en plads i vores newsfeed. Det får de ikke meget ud af, og de burde i stedet tilbyde en app, der giver os de nyheder, vi ønsker.

Udgangspunktet er RSS, den åbne standard for distribution af nyheder, og inspirationskilden er tjenester som Feedly, der leverer nyheder med RSS men ikke er tilstrækkelig god eller brugervenlig.

Danske medier kunne i fællesskab tilbyde en bedre tjeneste med mere målrettede feeds. Tjenesten skulle samle feeds fra alle medier, så man ikke skulle abonnere på feeds fra hvert medie men i stedet kunne abonnere på emner eller nøgleord og få nyheder om disse fra alle medier – filtreret for gentagne telegrammer og citatartikler.

Tjenesten kan have fire en halv indtægtskilder:

  1. Præmium-udgave;
  2. Annoncer;
  3. Sponsorerede feeds;
  4. Kommercielle feeds.

Og den halve er at sende brugerne videre til mediernes websteder, som de gør i dag med Facebook og Twitter.

Indtægtskilde 1: Præmium-udgave

Tjenesten er som udgangpunkt gratis, og der er ingen betalingsmure og andet irriterende, men man kan opgradere til en præmium-udgave, hvor man ud over at abonnere på de feeds, tjenesten tilbyder, kan oprette sine egne baseret på søgeord. Desuden kan præmium-udgaven sende en sms eller email, når der er væsentlige nyheder om udvalgte emner.

Indtægtskilde 2: Annoncer

Medier har ikke hidtil haft den store succes med annoncer – de virker ikke, og priserne falder støt. Den væsentligste årsag er, at annoncerne ikke er særlig smarte, og det er de ikke, fordi medierne ikke ved, hvad den enkelte bruger interesserer sig for. Det vil man vide med en målrettet tjeneste, hvor brugerne udvælger de emner, der interesserer dem.

Indtægtskilde 3: Sponsorerede feeds

Man kan næppe finde en sponsor til feeds om konflikterne i Mellemøsten, men fodbold og andre sportsgrene kunne nok tiltrække sponsorer. Desuden kan forbrug, livsstil, privatøkonomi og kultur formodentlig finde sponsorer.

Indtægtskilde 4: Kommercielle feeds

Hvis tjenesten får tilstrækkelig udbredelse, vil det være attraktivt for virksomheder at få deres feeds inkluderet i udbudet. Det skal de have mulighed for mod rimelig betaling.

Medierne har uden held forsøgt lidt af hvert i de senere år. I 2010 var det apps til iPad, som efter manges mening ville være fremtiden. Da den ikke gik, kom betalingsmurene, og det står nu klart, at heller ikke de vil indbringe tilstrækkeligt. Det seneste – og lidt desperate – tiltag er socialmedieredaktører eller hele redaktioner, der har til opgave at høste trafik fra Facebook og Twitter. Heller ikke det vil vende kurven.

Hvis branchen skal finde en løsning, der virkelig batter, skal den tænke forfra. Hidtil har branchen forsøgt at genskabe avisen på skærmen og set nettet som en distributionskanal. De har prist den redaktionelle prioritering – som ingen ønsker – og fortsat avisens one size fits nobody. Vi er for længst begyndt at sammensætte vore egne nyhedskanaler, og den redaktionelle prioritering er for længst forsvundet. Nu er det i høj grad Facebook, der bestemmer, hvad de fleste ser, og med ansætttelsen af de mange socialmedieredaktører har mediebranchen stort set overgivet sig. De er nu prisgivet Facebooks algoritmer. Det er den sikre død for en “fri og uafhængig presse”, som de selv ynder at kalde sig.

Ingen danske medievirksomheder er store nok til at løsrive sig på egen hånd – det løb er kørt – de må gøre det i fællesskab, ligesom de altid har købt papir i fællesskab og distribueret via det fælles Bladkompaniet. En dansk nyhedstjeneste er en fortsættelse af den tradition.

Genopfind RSS og drop jagten på klik fra Facebook og Twitter

Feed meMed mindre du er meget, meget gammel, ved du næppe hvad RSS er, men det er kort sagt en åben standard for nyheder, ligesom email er en åben standard for personlige beskeder.

Email er stadig langt større end Facebook og Twitter, og det er stadig langt mere attraktivt at få en ny abonnent til dit email-nyhedsbrev end at få en fan på Facebook.

RSS har potentialet til at blive ligeså stort som email, og det er langt mere attraktivt for medier – og alle andre virksomheder, der udsender regelmæssige nyheder – at få en abonnent til et RSS-feed end en fan på Facebook.

RSS er aldrig slået rigtigt igennem, men ideen er. Facebooks newsfeed er inspireret af RSS, og vi forstår alle konceptet med en strøm af nyheder, som vi selv kan kontrollere. Alle sociale netværk benytter denne model.

Stort set alle medier tilbyder et eller flere RSS-feeds, men det har aldrig været højt prioriteret, og konsekvensen er, at Facebook har overtaget og alle medier i dag opretter stillinger og hele redaktioner, der skal høste klik fra Facebook og Twitter, hvilket er et frugtesløst kapløb mod laveste fællesnævner.

Virksomheder som Google, Facebook og Twitter er ikke meget for RSS og har over årene begrænset muligheden for at få opdateringer med RSS. De ser RSS som en konkurrent til deres websteder, og med god grund. De er mellemmænd, og RSS gør dem overflødige.

For os brugere er RSS ligeså smart som email, og det er det også for virksomheder, der ikke kontrollerer nyhedsstrømmen, altså alle andre end Facebook, Google og Twitter.

Mellemmændenes dominans går hårdt ud over medievirksomheder, og medierne skubber selv på denne udvikling ved at støtte mellemmændene for at opnå en kortsigtet gevinst. De burde i stedet udvikle et alternativ, og RSS er det rette udgangspunkt.

Danske medievirksomheder bør samarbejde om et websted og en mobil-app, hvor de tilbyder RSS-feeds. Ikke de nuværende feeds, som “Nyheder”, “Kultur” og “Indland”, men langt mere specialiserede feeds, fx “Kevin Magnussen”, “Finansloven” og “Syrien”.

Facebook gør sig store anstrengelser for at blive en nyhedskilde, og medierne bør ikke hjælpe Facebook – hvad de gør nu. Der er ingen fremtid i at høste klik fra Facebook.

Danske medier kaprer medarbejdere hos Facebook og Google

Macaca nigra selfportraitDer er rift om folk, der forstår internet. De danske medievirksomheder med JP/Politiken, Berlinske, DR og TV2 i spidsen sætter hårdt ind for at kapre de bedste ingeniører. De har forstået Nødråb til den danske avisbranche. De ved, at de skal levere eller dø, det er Last Call.

De danske medievirksomheder har nu sat verdens førende headhuntere ind for at finde de bedste hjerner til at udvikle de bedste tjenester:

Ups. Undskyld. Alt er ved det gamle.

Ikke et ondt ord om BTs nye digitale radaktør, Kevin Walsh, og ikke et ondt ord om Berlingskes nye social media-redaktør, Kaare Sørensen (var det ikke den stilling, Astrid Haug havde, som blev nedlagt – og hun udgiver vist en ny bog lige om snart).

Som sagt, ikke et ondt ord om Kevin og Kaare, men de to herrer vil ikke gøre den fjerneste forskel.

Medierne skal ikke hente journalister hos hinanden, de skal hyre de bedste fra Facebook, Google, Twitter, så de kan reagere på Nødråb til den danske avisbranche.

Ingen vil være mister Pink

Berlingske MediaBerlingskes websted b.dk er nok det dummeste i verden, og det koster dyrt. Berlingske vil gerne have, at jeg tilføjer b.dk som bogmærke, og derfor giver de mig en vejledning i, hvordan jeg skal gøre. Jeg skal trykke Ctrl/Command + D, siger de. Jeg skal altså trykke enten Ctrl eller Command, og hvad jeg skal trykke, afhænger af, om jeg benytter Windows eller Mac. Berlingske gør sig ikke den ulejlighed at finde ud af, hvilket styresystem jeg benytter, inden de giver mig vedledningen, så de vejleder til begge systemer.

pink

De burde undersøge, hvilket styresystem jeg benytter, og give en vejledning til det. Det er ikke svært at finde ud af – alle browsere sender data om styresystem, skærmopløsning og meget andet – men det orker Berlingske ikke.

Berlingske er ligeglad med mig. De aner ikke, hvem jeg er, og det interesserer dem ikke. De tillader sig tilmed at bede mig klikke “Ja tak!” på en knap, der er farvet pink. Det kunne jeg ikke drømme om. Jeg er en meget maskulin mand og siger aldrig ja til at være mister pink.

Det ved Berlingske ikke, men det kunne de vide. Jeg har besøgt b.dk, tidligere berlingske.dk, i snart 20 år. De kunne vide, hvilket styresystem, jeg benytter – selvom jeg har skiftet et par gange – de kunne vide, hvad jeg interesserer mig for. De kunne vide, at jeg aldrig vil trykke på en knap, der er pink.

Berlingske kunne kende mig og servicere mig. Berlingske kunne måske lokke mig til at betale for deres tjeneste, men når de end ikke – efter 20 år – ved hvilket styresystem jeg benytter, og at jeg hader pink, så kan de næppe levere noget, der er tilpasset mig.

Se også: Medierne har brug for et produkt, ikke en forretningsmodel.

Anmeldelse: The Internet's Own Boy: The Story of Aaron Swartz. Af Brian Knappenberger

The Internet's Own Boy: The Story of Aaron SwartzHan var internets egen dreng, og den gamle verden dræbte ham, siger en af de medvirkende i filmen “The Internet’s Own Boy” og lægger dermed ord til titlen på dokumentarfilmen om internets første martyr, Aaron Swartz.

Aaron Swartz begik selvmord den 11. januar 2013, 26 år gammel. Han var en kendt skikkelse i aktivistmiljøet for et frit internet og har en stor del af æren for, at lovforslaget SOPA, Stop Online Piracy Act, som ville have undermineret det fri internet, blev nedstemt i USAs kongres.

I aktivistmiljøet var ingen i tvivl om, at Aaron blev drevet til selvmord af myndighederne. Forud var gået to års kamp mod retssystemet, og Aaron stod foran 35 års fængsel og en bøde på 1 mio. dollar, hvis han blev dømt. Han var anklaget for at hente videnskabelige artikler i databasen JSTOR med henblik på at dele dem på nettet. Han benægtede ikke at have downloaded artiklerne, men det kommer aldrig frem, hvad han egentlig ville med dem.

Han var formodentlig ikke drevet af penge. Han havde tjent en del ved salget af Reddit, som han var med til at udvikle, og havde siden engageret sig i Creative Commons og en lang række andre projekter, der skulle sikre friere adgang til information.

Forfilm: The Internet’s Own Boy: The Story of Aaron Swartz.

Filmen består af arkivmateriale med Aaron og interviews med familie, venner, kolleger og hans advokat, som mener, at Aaron ikke ville blive dømt. Der er ingen tilfredsstillende forklaring på selvmordet – og der var tilsyneladende intet selvmordsbrev – men alle mener, at det lange retsopgør var årsagen, og filmen forsøger ikke at stille spørgsmål ved det. Vi hører ikke fra sagens anden side, myndighederne, der ifølge instruktøren ikke ønskede at stille op, så filmen er en noget ensidig fremstilling, der er lige ved at blive en konspirationsteori om onde magthavere, der driver en frihedselskende aktivist i døden.

Der er dog ingen tvivl om, at kampen for et frit internet har mistet en stærk og engageret stemme, og filmen er et smukt portræt af en mand med en sag.

“The Internet’s Own Boy: The Story of Aaron Swartz” kan købes hos Takepart, men ikke hvis man er i Danmark. Så kan man i stedet se eller downloade filmen på Archive.org.

Anmeldelse: Content Marketing Bogen. Af Joakim Ditlev og Signe Damgaard Jepsen

Content Marketing BogenTraditionel reklame er ikke, hvad det har været. Vi får vores nyheder og underholdning på små telefonskærme, hvor der ikke er plads til meget reklame – ikke store avis- og magasinsider. Vi ser film og serier på streamingtjenester som Netflix, hvor der ikke er reklamer, og på computeren installerer vi adblocker, der fjerner de irriterende bannerannoncer.

Det er et problem for medier, der mister reklameindtægter, for medie- og reklamebureauer, og for virksomheder, der gerne vil ud med deres budskaber.

I de senere år er der opstået nye reklameformer, som ikke ligner reklamer. For eksempel native advertising, hvor medier er begyndt at bringe reklamer, der ligner redaktionelt indhold.

Annoncørindhold i Politiken

Medier eksperimenterer med native advertising. Dette er en reklame i Politiken for Tuborg, udformet som Politikens redaktionelle indhold.

Et andet nyt begreb er Content Marketing, og det er – næppe overraskende – hvad Content Marketing Bogen handler om. Konceptet er dog ikke nyt; DSBs ofte roste kundeblad Ud & Se, der er udkommet siden 1980, er et godt eksempel. Her skriver DSB om meget andet end sig selv – men også om sig selv.

DSB har skabt sit eget medie, og det er de ikke ene om. Et af bogens eksempler er jyskebank.tv, som sjældent handler om banken men mest om finansstof i almindelighed og ind imellem om noget helt andet, for eksempel en ny motorcykel:

http://jyskebank.tv/embed/0140325494501057-L2-1/468×263

Jyskebank.tv: Harley-Davidson laver en elmotorcykel.

Og hvad får Jyske Bank så ud af at producere et tv-indslag om motorcykler? Det er, hvad første del af denne bog handler om. Anden del handler om, hvordan man skaber en organisation, der kan producere og udgive gode historier. Tredie del er en regulær brugsanvisning i produktionen af Content Marketing. Bogen er skrevet af Joakim Ditlev, som har en baggrund i markedsføring, og Signe Damgaard Jepsen, som er journalist.

I gamle dage var content marketing forbeholdt store virksomheder som DSB eller Jyske Bank, men i dag – med Facebook, Twitter og blogs – kan alle være med. Det kræver først og fremmest, at man forstår værdien i at fortælle om andet end sine produkters fortræffeligheder. Når man for eksempel søger på Google for at finde en effektiv måde at fjerne en rødvinsplet på gulvtæppet, vil et blogindlæg om dette have større værdi end prisen på en pletfjerner.

Det handler om at fortælle historier og give informationer, der hjælper folk eller har værdi – og helst så interessant, at folk vender tilbage. Det er derfor, Jyske Bank fortæller om motorcykler.

Content Marketing skal helst, som al anden markedsføring, give udslag på bundlinjen. Det er et langt, sejt træk, og det kan være svært at måle, så mange virksomheder – især mindre – viger tilbage for at afsætte ressourcer til noget så usikkert, der ikke umiddelbart resulterer i øget salg. Forfatterne gør det klart, at det ikke er nemt, og det er ikke en hurtig løsning til øget salg.

Content Marketing Bogen er et godt sted at begynde, hvis man vil have mere ud af sin side på Facebook, overvejer at oprette en virksomhedsblog eller har større planer om at etablere et egentligt medie.

Og en afsluttende bemærkning: Jeg kender Joakim Ditlev. Han har tilmed skrevet en anmeldelse her på kanalen: Anmeldelse: Tilbage til virkeligheden. Af Rasmus Bech Hansen og Jens Martin Skibsted. Om vores bekendtskab har påvirket denne anmeldelse, overlader jeg til dig at afgøre.

Se også:

Endelig tager medierne kampen op mod Facebook

Card and Backgammon Players. Fight over Cards, Theodoor RomboutsDen folkelige, demokratiske debat – engang mediernes domæne og raison d’être – er stort set overladt til Facebook, Twitter og Google, som herefter bestemmer, hvad der kan og ikke kan siges i det offentlige rum. Det er ikke holdbart, og det skal der laves om på, mener New York Times, Washington Post og Mozilla:

… today, Knight-Mozilla OpenNews, the New York Times, and the Washington Post are joining forces to create a next-generation community platform for journalism.

OpenNews: Building New Communities with the New York Times and the Washington Post

De to amerikanske aviser og virksomheden bag web-browseren Firefox vil udvikle et nyt kommentar- og debatsystem til medier og alle os andre. Det er et godt tegn. Systemet bliver open source og derfor gratis for alle at bruge.

Det nye system vil ikke – hvor godt det end bliver – løse de mange problemer, som har fået medier til at opgive debat eller overlade den til Facebook. Problemerne skyldes først og fremmest, at medierne ikke har prioriteret debat og ikke har medarbejdere, der er i stand til at håndtere den. Et godt system kan dog lokke medierne til at forsøge igen og måske denne gang prioritere debat.

Læs mere om det kommende system på Washington Post: Washington Post, New York Times and Mozilla team up for new Web site comment system og New York times: Mozilla to Develop Comments Platform for New York Times and Washington Post

Via GigaOm: The New York Times, WaPo and Mozilla are building an open-source community platform to try and fix comments

Se også:

Illustration: Card and Backgammon Players. Fight over Cards, Theodoor Rombouts. Statens Museum for Kunst.