Desværre blev 2014 ikke året, hvor medierne gennemførte den nødvendige fornyelse

Nyheder på dåseDet lød lovende, da nyhedschef på TV 2, Michael Dyrby, i foråret erkendte, at mediebranchen har sovet i årevis og skal i gang med en “digital transformation”: Medieevolution: Fra det ejbølske stadie til det dyrbyske.

Udtalelsen blev fulgt op af ansættelsen af Peter Brüchmann som chef for TV 2 Digital, hvilket med al respekt for mandens evner ikke signalerer den store fornyelse, og i denne uge annoncerede Brüchmann nye ansættelser, blandt andet med ordene:

“Jesper har stærke kompetencer i forhold til at engagere og aktivere brugerne på de sociale medier og i forhold til at skabe trafik fra de sociale medier til vores platforme”.

TV 2 sætter digital stoledans i gang.

Det er altså ambitionsniveauet for den digitale transformation på TV 2 – at tiltrække trafik. Det er der ikke meget transformation i, men hos Facebook bliver de sikkert glade for, at også TV 2 vil hjælpe dem til at blive endnu mere dominernede.

Året bød også på en ny nichetjeneste fra Berlingske; politiko.dk, og heller ikke her er der meget digital transformation, det blev endnu en avis. Det er det gammelkendte one-size-fits-nobody, ikke meget anderledes end medierne har gjort i tyve år.

Fra JP/Politiken kom finans.dk, som blev lanceret med store ord om Redaktionel iværksætterkultur men indtil videre ligner en omdøbning og redesign af epn.dk, som tjenesten afløser.

Der var ellers grund til Forsigtig optimisme: Denne gang har medierne måske forstået, at internet ikke er en distributionsform, men det er blevet lidt svært at fastholde optimismen, for de store ord blev ikke fulgt op af handling, og her på kanalen bidrog chefredaktør for finans.dk, Steen Rosenbak, med to kommentarer, hvor han siger nøjagtig det samme, chefredaktører har sagt i årevis.

Der er brug for langt mere radikal fornyelse, end ovenstående tjenester lægger op til, og først og fremmest et opgør med forestillingen om, at journalistik er et selvstændigt produkt. Udfordringen har aldrig været at skabe en forretningsmodel til journalistik, selvom skiftende mediechefer igen og igen har sagt, at de skal overleve på unikt kvalitetsindhold.

Udfordringen er at udvikle medierne fra at være industriprodukter, hvor alle får det samme, til netværkstjenester, der servicerer den enkelte. Mediernes nye tjenester præsenterer stadig det samme for alle – som medier altid har gjort.

Så det blev ikke i denne omgang, vi fik den nødvendige fornyelse.

Skriv en kommentar